Sagen om lægernes hemmelige koder bevæger sig nu ud af sygehusene. Også i ambulancer undlader personalet ofte at redde livet på alvorligt syge patienter, oplyser TV 2.
Falcks ambulancefolk får ganske enkelt et brev med fra sygehuset, hvor der står, at de ikke må forsøge at genoplive visse patienter i tilfælde af hjertestop.
Denne praksis bekræftes af Falcks ledelse. Den er også beskrevet i en skriftlig instruks til selskabets ansatte.
- Det er stik imod den arbejdsmetode, vi normalt har. Derfor er det også meget vigtigt, at der er meget klare rammer om den, siger korpslæge Sven Trautner fra Falck til TV 2.
Patienterne får intet at vide om brevene, fordi Falck går ud fra, at lægerne på sygehusene har orienteret patienter og pårørende om, at genoplivning ikke vil blive forsøgt. Men det sker ifølge TV 2 Nyhederne ikke altid.
Flere pårørende fortæller til TV 2, at de har fundet breve i ambulancen om at undlade genoplivning - uden at lægerne har informeret dem om beslutningen på forhånd. Både på Aarhus Sygehus og Viborg Sygehus er det angiveligt glippet med kommunikationen.
Dermed har lægerne sandsynligvis brudt sundhedsloven. Den forpligter dem til at orientere deres patienter om, at de ikke bliver genoplivet, hvis hjertet stopper.
Tilsynschef i Sundhedsstyrelsen Anne Mette Dons mener, at lægernes praksis er et brud på reglerne.
- Det er trist, og det skaber en unødvendig utryghed for patienterne og deres pårørende. Patienten skal inddrages i sådanne beslutninger. Der skal være en dialog mellem patienterne og lægerne, siger Anne Mette Dons til TV 2.
SF's sundhedsordfører, Jonas Dahl, vil have sundhedsministeren ind i sagen.
- Det er fuldstændig uacceptabelt, at vi nu igen hører om hemmelige koder i sundhedsvæsnet, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned