Historisk søjlegang bliver ny målstreg ved royalt motionsløb
Kong Frederik begynder den store løbsdag i Fredericia, hvorefter han tager til Aarhus og slutter i København. Billedet her er fra sidste års Royal Run. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Løbsarrangør ændrer på start- og målområde for Royal Run i København for at give bedre forhold for deltagere.
Når årets Royal Run løber af stablen 2. pinsedag, er der ændret på start- og målområdet i København.
Det oplyser arrangørerne, Danmarks Idrætsforbund og DGI, i en pressemeddelelse.
Starten rykker fra Nyhavn til området omkring Christiansborg Slotsplads, hvor startskuddet lyder i Slotsholmsgade.
Det sker blandt andet for at undgå for meget trængsel, siger Dorte Vibjerg, der er administrerende direktør for idrætsklubben Sparta og med til at arrangere Royal Run i København og på Frederiksberg.
- Det nye startområde giver os meget mere plads - både til de mange deltagere, der ser frem til en god oplevelse på ruterne, men også til tilskuere, logistik og underholdning, siger hun.
Amalienborg er fortsat endemålet, men målstregen er rykket til den historiske bygning Kolonnaden.
Det er en søjlegang, der forbinder Christian IX's Palæ og Christian VII's Palæ. Kolonnaden blev bygget i 1794, så kongen og kronprinsen dengang ubesværet kunne bevæge sig mellem de to palæer uden at skulle udendørs.
Dorte Vibjerg lover en "spektakulær" oplevelse for deltagerne, når de kommer i mål for løbene på henholdsvis ti kilometer, fem kilometer og one mile.
- Det kommer formentlig til at give deltagerne et lille sug i maven at mærke historiens vingesus, når man krydser målstregen og rækker armene i vejret i de smukke rammer, siger Sparta-direktøren.
Der ventes 42.500 deltagere til Royal Run i hovedstaden.
Royal Run finder sted i fem byer, og Kong Frederik løber med i Fredericia, Aarhus og København.
Dronning Mary stiller til start i Kalundborg, mens kronprins Christian snører løbeskoene i Brønderslev.
Allerede i december kunne Royal Run melde udsolgt af alle 87.500 startnumre, der var sat til salg i første omgang.
I januar blev yderligere 7500 numre sat til salg i en række af byerne. De blev revet væk på få timer.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie