Hiv-smittede holder stadig lav profil
Preben Bakbo har været hiv-smittet siden 1987. Hiv-smittede lever takket være effektiv medicin helt normale liv og smitter ikke andre. Men fordommene klæber stadig til sygdommen - også hos de smittede Foto: Polfoto/Ditte Valente
Polfoto/Ditte Valente
Hiv-smittede lever takket være effektiv medicin i dag almindelige liv. Men fordommene klæber stadigt til hiv.
Frygten for omgivelsernes fordømmelse lever stadigt hos hiv-smittede på trods af, at hiv i dag behandles effektivt, så man ikke smitter andre.
Hver fjerde smittede har højst fortalt om deres hiv-status til en håndfuld personer, og kun hver fjerde er åben om sygdommen.
Det viser en ny undersøgelse fra patientorganisationen Hiv-Danmark.
Undersøgelsen viser også, at næsten hver anden frygter, at ens hiv-smitte skal rygtes i omgangskredsen. Det er lige så mange som for ti år siden.
Ifølge formand Helle Andersen fra patientforeningen Hiv-Danmark leve fordommene om hiv fortsat.
- På trods af at stort set alle hiv-smittede i dag er velbehandlede og ikke smitter, så er angsten og uvidenheden fortsat stor i befolkningen, men også hos de hiv-smittede selv, siger hun.
Mens hiv i 1980'erne var den lige vej til aids og skræmmende hurtig død, så betød opfindelsen af kombinationsmedicinen i 90'erne, at de aids-relaterede dødsfald styrtdykkede i den vestlige verden.
Alligevel hænger stigmaet ifølge ledende overlæge og professor ved Skejby Sygehus samt hiv-ekspert Lars Østergaard stadig ved. Og det er langt stærkere end ved andre kroniske sygdomme som kræft.
-Hiv ses stadig som en pest. Der er masser af skyld og skam relateret til det. Hiv og aids forbindes med homoseksualitet, stiknarkomaner og usikker sex, siger han.
- Utrygheden er ikke rationel, for der er ingen smitterisiko i dag i forhold til hiv-smittede i behandling, siger Lars Østergaard.
Preben Bakbo har været hiv-smittet siden 1987 og har i mange år været åben omkring sin sygdom. Alligevel kan han stadigt opleve reaktioner, som ryster ham.
- Senest var der en jævnaldrende og veluddannet kvindelig bekendt, som frabad sig kindkys fremover, når vi mødes. "På grund af det der med dit hiv", som hun sagde.
Alligevel er hans råd at være åben om hiv.
- Frygten for andres reaktioner findes ofte mere inden i os selv, end den er reel. De fleste mennesker har større hjerter, end vi umiddelbart tiltror dem, siger han.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned