Hizb ut-Tahrir svarer kritikere igen

Den islamistiske forening Hizb ut-Tahrir går til modangreb på de politikere, der kalder foreningens retorik en hån mod danske soldater og en trussel om væbnet oprør i Danmark, og som kræver foreningen forbudt.

Hizb ut-Tahrir har opfordret til væbnet kamp mod besættelsesmagten i Afghanistan, og på en indbydelse til et debatmøde viser foreningen blandt andet et billede af en kiste svøbt i Dannebrog på et kort over Afghanistan.

- Men er det kriminelt at tale om de besattes ret til at forsvare sig? Hvordan kan Danmark hylde modstandsbevægelsen, som gjorde væbnet modstand mod tyskerne under 2. Verdenskrig, og samtidig kriminalisere andres modstandskamp? spørger foreningen i en pressemeddelelse.

Hizb ut-Tahrir mener, at det er folketingspolitikerne, der håner de danske soldater, når de "kynisk og uden hensyn til egne soldaters liv vælger at tage del i krigen grundet deres neurotiske loyalitet til USA..."

Foreningen afviser, at den med sin retorik opfordrer til borgerkrig eller drab på uskyldige borgere i Vesten.

- Den absurde påstand om, at vores budskab rummer en skjult opfordring til væbnet oprør i Danmark, er et desperat forsøg fra politikernes side på at fordreje selve budskabet, skriver Hizb ut-Tahrir.

- (De) drejer fokus væk fra deres egne ugerninger, så de ufortrødent kan fortsætte deres forbrydelser i Afghanistan.

Foreningen giver heller ikke meget for kravet om et forbud, der "afspejler (politikernes) intellektuelle og politiske inkompetence".

- Havde disse politikere haft solide argumenter for krigsdeltagelsen, så ville de tilbagevise vores holdninger med saglige argumenter, skriver Hizb ut-Tahrir.

/ritzau/

Hizb ut-Tahrir sammenligner kampen i Afghanistan med modstandsbevægelsen under Den Anden Verdenskrig.

Offentliggjort Sidst opdateret