Højreekstremister besøger Nakskov

På lørdag får man i Nakskov besøg af en højreekstremistisk gruppe med navnet Danish Defence League. Ifølge en plakat, der i disse dage hænges op rundt omkring i byen, vil der komme nissepiger fra gruppen i gågaden i Søndergade på lørdag, hvor der også bliver delt slik ud.

Hos lokalpolitiet i Nakskov er man opmærksom på, at plakaterne er hængt op, men foretager sig ikke noget i den anledning, da det ikke er en happening, som man skal søge tilladelse til hos politiet. Det skal man kun ved egentlige demonstrationer.

- Vi skal nok være opmærksom på begivenheden, siger vicepolitiinspektør Søren Vægter fra lokalepolitiet. Han understrege, at der ikke er noget ulovligt i den happening gruppen annoncerer med.

Gruppen Danish Defence League gjorde opmærksom på sig selv, da der blev begået hærværk mod moskeen i Vejlegade i juni måned i år. Der var hængt bannere op med gruppens navn så ingen var i tvivl om, hvem det var, der stod bag. Dengang øgede politiet patruljeringen omkring Vejlegade, men siden har der ikke været problemer af nogen art.

Foto: Arkivfoto: Polfoto

Gruppen Danish Defence lægger lørdag vejen forbi Nakskov.

Offentliggjort Sidst opdateret