Hver tiende ukrainske flygtning har forladt Danmark igen

Størstedelen af de ukrainske flygtninge i Danmark er mødre, der er flygtet med deres børn. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix

Omkring 30.000 ukrainere har fået tilladelse til at opholde sig i Danmark i to år efter en særlov. Men hver tiende er allerede rejst igen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Et år efter at krigen brød ud i Ukraine, bor omkring 30.000 ukrainske flygtninge i Danmark. De fleste er kvinder og børn, der er søgt i sikkerhed, mens mændene kæmper videre for deres land.

Men selv om krigen fortsætter i Ukraine, er cirka 11 procent af de ukrainske flygtninge allerede rejst ud af landet igen. Det viser en opgørelse fra Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Opgørelsen viser ikke, hvor de er taget hen.

Men Jacob Nielsen Arendt, som er forskningsprofessor ved Rockwool Fondens forskningsenhed med fokus på arbejdsmarkedet og indvandring, mener, at mange af ukrainerne har god grund til at vende hjem igen.

- Konflikten adskiller sig fra andre konflikter, fordi det er kvinderne, der er flygtet med deres børn, og ikke mændene, der er flygtet fra at skulle i krig.

- Mange vil formentlig tilbage til deres ægtefæller i Ukraine, siger Jacob Nielsen Arendt.

Viborg er en af de kommuner, hvor flest ukrainere er blevet visiteret til. Lige nu bor 1056 ukrainere i kommunen, og Viborgs borgmester, Ulrik Wilbek (V), ser også, at en del allerede er rejst igen.

Ritzau Grafik. Foto: MAKI/Free

- Omkring 300 ukrainere er rejst ud igen, hvor cirka halvdelen er børn, fortæller Ulrik Wilbek.

Han mener også, ligesom Jacob Nielsen Arendt, at årsagen kan være, at deres ægtefæller er i Ukraine.

- Det handler om, at de er på flugt, og det er ikke et valg, de selv har truffet af lyst, men af nød, siger Ulrik Wilbek.

Forskningsprofessor Jacob Nielsen Arendt mener ikke, at der vil være samme tendens, som vi tidligere har set, hvor mange flygtninge vælger at blive i Danmark.

- Hvis krigen ender, vil de fleste blive nødt til at vende hjem, og det vil også være nemmere at lave aftaler med det ukrainske styre om, at de kan vende hjem, end det eksempelvis har været med det afghanske eller syriske styre, siger Jacob Nielsen Arendt.

En undersøgelse fra Udlændinge- og Integrationsministeriet viste dog tidligere på ugen, at knap fire ud af ti voksne fra Ukraine ønsker at blive i Danmark, når krigen er slut.

Her mener Ulrik Wilbek, at det hænger sammen med, hvor integrerede de når at blive i Danmark, før krigen er slut.

- Når børnene først er integreret og snakker dansk og er glade for deres kammerater, så tror jeg, det bliver svært at tage hjem.

- Og så tror jeg, at manden kommer hertil, når krigen er slut, siger Ulrik Wilbek.

Han regner med, at omkring halvdelen af de ukrainske flygtninge i Viborg vil blive efter krigen.

I Viborg Kommune er omkring halvdelen af de ukrainske flygtninge i den arbejdsduelige alder i beskæftigelse, og mange er i gang med et dansk sprogforløb.

- Det er et arbejdende folk, og vi har ikke mødt nogen, som ikke vil arbejde. De har en anden indstilling til det, end vi har, og en anden opvækst og kultur, siger Ulrik Wilbek.

Han forklarer, at sprogbarrieren er den største udfordring, når ukrainerne skal finde arbejde i kommunen.

- Sprogkundskaberne er et problem, fordi der er en meget stor sprogforskel, og derfor skal ukrainerne igennem et længere sprogforløb for at lære dansk, siger Ulrik Wilbek.

/ritzau/

34.314 ukrainere har fået tilladelse til ophold efter særlov

De nyeste tal for Udlændingestyrelsen viser, at:

* 38.298 flygtninge fra Ukraine har søgt om ophold i Danmark efter særloven.

* 34.314 flygtninge fra Ukraine har fået tilladelse til at opholde sig i Danmark efter særloven.

* 652 flygtninge fra Ukraine har fået afslag på ophold i Danmark efter særloven.

* 33.532 flygtninge fra Ukraine er blevet visiteret til en kommune i Danmark efter særloven.

* Særloven er en lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine. Loven trådte i kraft den 17. marts 2022.

Kilde: Udlændingestyrelsen, tal opgjort per 19. februar.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu