Knap hver tredje arbejdsløs er langtidsledig, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Det kan ramme dansk økonomi hårdt og betyde, at der går endnu længere tid, før arbejdsmarkedet kommer sig efter krisen.
- Det kan have den konsekvens, at det bliver sværere at få arbejdsløsheden ned. Ledigheden hæmmer de økonomiske vækstmuligheder og belaster de offentlige kasser, siger Frederik I. Pedersen, chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, til Jyllands-Posten.
Ifølge beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har hver tredje arbejdsløs været ledig i mindst 9,6 måneder det seneste år.
I september nåede antallet af langtidsledige op på 54.600 personer, og sammenlignet med niveauet i september 2008 er der tale om en stigning på 230 procent.
Verner Sand Kirk, direktør i AK-Samvirke, som er A-kassernes sammenslutning, er enig i, at de mange langtidsledige risikerer at få svært ved at finde arbejde, når udviklingen vender.
- Hvis der er en god jobomsætning, er det til at overskue at være ledig. Men hvis man går i lang tid uden arbejde, bliver det svært at få økonomien til at hænge sammen. I sidste ende kan man risikere at gå fra hus og hjem, siger Verner Sand Kirk til Jyllands-Posten.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned