Indbrud sidder i dig længe efter chokket: Sådan kommer du godt videre

Det kan være en hjælp at fokusere på, at huse bliver tilfældigt udvalgt af indbrudstyve, og at der derfor ikke er tale om et personligt angreb, selv om indbruddet kan føles sådan. Det siger chefpsykolog hos Falck Jacob Vindbjerg Nissen. (Arkivfoto). Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Det er helt normalt at opleve stærke reaktioner efter at have været udsat for indbrud, lyder det samstemmende fra to eksperter.

Offentliggjort

Der ligger glasskår på stuegulvet, og smykkerne, du arvede fra farmor, er forsvundet fra skuffen på badeværelset.

Det er i den grad en ærgerlig afslutning på sommerferien at vende hjem til et hus, hvor indbrudstyve har været på spil. Og tit sætter oplevelsen spor, længe efter at det første chok har lagt sig.

- At der har været nogle inde i ens trygge hjem, er for langt fleste en krænkende og grænseoverskridende oplevelse, og for nogle kan der opstå voldsomme reaktioner på bagkant af det, siger Dorte Kallestrup Mortensen.

Hun er sekretariatsleder for Offerrådgivningen, der yder gratis støtte til ofre for kriminalitet, og sidder selv og tager telefoner hos organisationens afdeling i Østjylland.

- Ofte går folk i "handlingsmode", når de kommer hjem og opdager, hvad der er sket. De ringer til politiet og begynder måske at rydde op og får styr på, hvad der mangler. Og nogle gange er det så først flere timer eller flere dage senere, at de fysiske og psykiske reaktioner dukker op, fortæller hun.

Det kan være alt fra ondt i maven til en konstant nagende frygt og en fornemmelse af hele tiden at være på vagt. Alle disse følelser er helt naturlige, understreger Jacob Vindbjerg Nissen, der er chefpsykolog i Falck.

- I det daglige går de fleste af os rundt med en følelse af, at verden er stabil og sikker. Et indbrud bryder med den tryghed og sikkerhed i dagligdagen, og derfor føles det så voldsomt, siger han.

Antallet af indbrud i Danmark har været faldende de seneste mange år. I 2023 blev der anmeldt 14.787 indbrud i danske boliger, hvilket ifølge Videncentret Bolius er det laveste antal siden 1973. (Arkivfoto). Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Selv om du har en fornuftsstemme inde i hovedet, der fortæller dig, at der ikke er sket noget alvorligt, at der kun er tale om materielle tab, eller at så mange andre mennesker har det værre, så er det vigtigt, at du giver dig selv plads til at være påvirket af hændelsen, lyder det fra psykologen.

- Man skal tillade sig selv at være ked af det og bange. Når der er sket noget så voldsomt, er det helt naturligt, at man i tiden efter for eksempel begynder at holde ekstra øje med, hvilke biler der holder parkeret på vejen. Døm ikke den øgede vagtsomhed som et problem, og husk på, at det kan tage op til et par måneder at ryste det af sig.

Jacob Vindbjerg Nissen opfordrer dig til at tale med andre om, hvordan du har det. Er I flere, der deler oplevelsen, er det oplagt, at I sætter jer ned sammen og hver især fortæller, hvad der fylder.

- I en familie kan alle have det helt forskelligt. Det kan for eksempel være, at et barn er meget bekymret, mens et andet ikke er så berørt. Giv plads til forskellighederne, og med børn er det godt at få talt om, at verden overordnet set er et godt sted, og at man som voksen gør sit bedste for at skabe sikkerhed, siger han.

Ud over at tale om oplevelsen med dine nære anbefaler Dorte Kallestrup Mortensen fra Offerrådgivningen, at du rækker ud i kvarteret.

- Det er en god idé at tale med sine naboer. Nogle gange ser vi, at der sker en lille bølge af indbrud i det samme lokalområde.

- Så det kan være godt at tale om, hvordan I kan være mere synlige på vejene, siger hun og anbefaler at søge viden om indbrudsforebyggelse på platformen Nabohjælp, som Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden står bag.

/ritzau fokus/

Forebyg indbrud

* Fjern værdier fra vinduerne, inden du drager afsted på ferie, så tyven ikke kan se dem.

* Lad det rode lidt i haven, og efterlad gerne opvask i køkkenet.

* Brug automatisk tænd og sluk-funktion til lyset og radio eller tv.

* Træk gardinerne for i soveværelset, men ikke i hele huset.

* Luk og lås eventuelt dørene inde i huset, så tyven ikke får overblik.

* Spørg, om en eller flere naboer fra vejen vil holde øje med dit hus.

Kilde: nabohjælp.dk.

/ritzau fokus/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu