Indisk coronavariant menes ikke at true dansk genåbning
Danskerne behøver ikke at frygte, at den indiske coronavariant kan true genåbningen af landet. (Arkivfoto) Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Claus Bech/Ritzau Scanpix
I Norge frygter man, at indisk coronavariant kan true landets genåbning. Samme frygt har man ikke herhjemme.
Der er ikke grund til at frygte, at den indiske variant af coronavirus kan komme til at true genåbningen af Danmark.
Det er vurderingen fra både Statens Serum Institut (SSI) og professor i virologi og immunologi ved Aarhus Universitet Søren Riis Paludan.
De norske og britiske sundhedsmyndigheder har ellers udtrykt bekymring over den indiske coronavariant. Den menes at være mere smitsom end den gængse type af coronavirus.
I Norge er sundhedsmyndighederne gået så vidt til at advare om, at varianten kan true regeringens planer om genåbningen af landet.
Men det er der ikke grund til at frygte herhjemme. Det siger Søren Riis Paludan.
Han begrunder det med, at andre coronavarianter ikke har sendt smitten ud af kontrol i Danmark.
Og fordi den indiske variant ikke ser ud til at indeholde noget, der skulle være mere alvorligt end eksempelvis den sydafrikanske eller brasilianske variant, så er han ikke bekymret for, at den danske genåbningen kan være truet.
- Myndighederne skal naturligvis opspore tilfælde af varianten, så godt de nu kan. Men i forhold til hvad vi ved om både smitte og vaccinerne, så er der ikke grund til at være bekymret, siger Søren Riis Paludan.
SSI oplyser, at der allerede er indført intensiveret smitteopsporing omkring den indiske variant i Danmark. Og at man følger varianten nøje. Også selv om den indtil videre kun er registreret som en "variant of interest" (VOI).
Det vil sige en variant, der er under mistanke for at være mere smitsom og kan have nedsat følsomhed over for antistoffer.
- Det ændrer dog ikke ved, at den overordnede coronastrategi i Danmark om at teste, smitteopspore og vaccinere har vist sig meget effektiv både i forhold til den indiske variant og andre VOI og VOC (variants of concern).
- Derfor mener vi heller ikke, at befolkningen har grund til at være bekymrede på grund af den indiske variant, eller at genåbningen af landet er truet af den, siger Henrik Ullum, direktør i SSI, i et skriftligt svar.
Frem til begyndelsen af maj er der påvist 62 tilfælde af den indiske variant i Danmark. Det viser den seneste opgørelse fra SSI.
45 af de 62 tilfælde er påvist i Region Hovedstaden. Det svarer til cirka to ud af tre af tilfældene.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned