Irakisk pige takker dansk politimand for at lege med hende
Politimand bliver takket af seksårig irakisk pige, for at han legede med hende på motorvejen.
Sidste uge blev en irakisk pige og en dansk politimand berømte på de sociale medier på internettet, fordi politimanden satte sig på motorvejen og legede med den seksårige pige.
Den svenske avis Aftonbladet har fundet frem til pigen, der hedder Noor Al-Saedi og befinder sig i Sverige. Hun var meget taknemmelig for, at politimanden ville bruge tid på at lege med hende, fortæller hun til Aftonbladet.
- Han var sød. Jeg vil gerne sige tak for, at han legede med mig, siger Noor Al-Saedi til Aftonbladet.
Noor og hendes familie var blandt de mange udlændinge, der i sidste uge vandrede ad de danske motorveje på vej til Sverige, og det var her hun mødte den danske politimand. Familien var rejst fra Bagdad i Irak.
Noors forældre var også glade for mødet med den venligtsindede politimand, fortæller hendes far, Araf Al-Saedi.
- Han var en god mand. Han gik med os i syv-otte timer, siger Araf Al-Saedi til Aftonbladet.
Noor og hendes familie er fremme ved destinationen efter lang tids rejse. De har rejst den samme rute som mange andre flygtninge og migranter: Med båd fra Tyrkiet til Grækenland, derefter gennem Makedonien, Serbien, Ungarn, Østrig, Tyskland og Danmark.
Ifølge Noor Al-Saedis mor, Shaima, har turen været hård for familien. Særligt rejsen gennem Ungarn var ubehagelig.
- I Ungarn var det svært. Politiet tvang os til at aflevere fingeraftryk, siger Shaima Al-Saedi til Aftonbladet.
Familien Al-Saedi befinder sig nu Skellefteå i Sverige.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned