Irans øverste leder er vild med sociale medier

Ayatollah Ali Khamenei fylder den 16. juli 85 år. Han er Irans øverste leder, og mange iranere har aldrig kendt til andre ledere end ham. Han har haft posten siden 1989. (Arkivfoto). Foto: -/Ritzau Scanpix

Ali Khamenei, øverste leder i Iran, er en ældre mand på nu 85 år. Han har været leder i over 30 år, men også statsledere kan blokeres af Facebook og Instagram.

Offentliggjort Sidst opdateret

Normalt tænker vi måske, at sociale medier ikke rigtig er noget for den ældre generation.

Men så overser vi Ali Khamenei.

Ayatollahen har været Irans øverste leder siden 1989 og er både på Facebook og Instagram.

Eller rettere: Det var han.

I februar lukkede Meta, der ejer de to platforme, Khameneis konti, fordi han havde udtrykt støtte til den militante gruppe Hamas' handlinger.

Khamenei er en af Metas ældre kunder. Han fylder den 16. juli 85 år.

Han har ikke vendt den anden kind til lukningen.

Irans udenrigsministerium har kritiseret Meta for at knægte "ytringsfriheden".

"En fornærmelse mod millioner af følgere" af Khamenei og hans holdninger.

Det er en lidt speget sag, for Irans regime har forbudt Facebook og Instagram i Iran. Men præsidenten har alligevel været på begge platforme.

Det kan skyldes, at masser af iranere trods forbuddet også er på de sociale medier, skriver AFP.

De bruger bare private VPN-forbindelser til at komme uden om regimets blokeringer.

Så regimets forbud har trange kår.

Protester mod Khameneis regime er før blevet organiseret via Facebook.

Ungdommen har protesteret over smalkost, manglende udvikling og stramme regler som krav om at bære hovedtørklæde for kvinderne.

Mange iranere har ikke kendt til andre end Khamenei som landets øverste leder.

Sayyid Ali Hosseini Khamenei blev født i Mashhad i Iran.

Han læste på præsteseminarer i sin fødeby og har brugt store dele af sit liv på at studere shia-islam.

Han har studeret i den hellige by Najaf i Irak og i Qom i Iran.

Netop i Qom mødte han ayatollah Khomeini, der i 1979 førte an i den islamiske revolution i Iran.

Khamenei blev Khomeinis præsident fra 1981 til 1989, da Iran og Irak lå i en blodig krig.

I øvrigt blev han i 1981 udsat for et attentat, der betyder, at han ikke har kræfter i sin højre arm.

Da Khomeini døde i 1989, blev Khamenei den nye øverste leder på livstid.

Han leder et land, der er i vælten.

Tidligere i år var der en større udveksling af raketbeskydning mellem Iran og Israel.

Iran har lige været igennem et præsidentvalg, efter at præsident Ebrahim Raisi blev dræbt ved et helikopterstyrt.

Nu hedder præsidenten Masoud Pezeshkian.

Irans præsident fører dag-til-dag-politikken, men det er den øverste leder, der træffer de store beslutninger og er øverstbefalende for de væbnede styrker.

Iran er også i Vestens søgelys på grund af våbenhjælp til Rusland og støtten til Hamas, Hizbollah og flere andre væbnede grupper i Mellemøsten.

Ayatollahen har en hustru og seks børn.

/ritzau/