Jernbaneforbund ser stigning i antal af nærved-påkørsler af tog
Sidste år blev der indrapporteret over 1300 episoder, hvor en person var ved at blive ramt af et tog.
I 2021 var der i gennemsnit mere end tre episoder om dagen, hvor lokomotivførere var tæt på at ramme personer på de danske skinner.
Det skriver Dansk Jernbaneforbund i en pressemeddelelse på baggrund af tal fra Trafikstyrelsen.
Antallet af nærved-påkørsler er ifølge organisationen steget fra 921 i 2018 til 1380 i 2021.
Det svarer til en stigning på næsten 50 procent på tre år.
Ud over at hændelserne udgør en stor sikkerhedsrisiko for personen på skinnerne, påvirker de også lokomotivførerne negativt psykisk.
Det siger formand for Dansk Jernbaneforbund Preben S. Pedersen i pressemeddelelsen.
- Hvert år er der kolleger, der må gå hjem før tid, fordi de er slidt i stykker rent psykisk af påkørsler og nærved-påkørsler. Derfor er det så vigtigt at gå op imod tendensen, siger han.
Han mener, at det er et område, som der skal langt mere fokus på, end der er i dag.
Blandt andet mener formanden, at folk har for dårlig forståelse af, at jernbaneskinner er et farligt sted at opholde sig.
- De skal vide, at de både gambler med deres eget liv, men også med lokomotivførernes psykiske helbred, når de ikke udviser den rette respekt for banen, siger han.
Han mener også, at der er behov for flere hegn og afspærringer, som kan gøre det sværere at færdes på skinnerne.
Derudover mener Preben S. Pedersen, at flere burde straffes med bøde for at befinde sig på skinnerne.
Betegnelsen nærved-påkørsler dækker over episoder, hvor tog har været tæt på at ramme personer, men ikke har gjort det.
Antallet af episoder er steget i de fire år, som Dansk Jernbaneforbund har tal fra. Men især fra 2020 til 2021 er der sket et spring opad.
I 2020 blev der indrapporteret 1088 episoder. Et år senere var det tal steget med næsten 300 til 1380.
Dansk Jernbaneforbund nævner ikke antallet af egentlige påkørsler i deres pressemeddelelse.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie