Jødisk Samfund: Film om terror kommer for tæt på
Jødisk Samfund: Film om terror kommer for tæt på Foto: Finn Frandsen/POLFOTO/arkiv
Finn Frandsen/POLFOTO/arkiv
Det Jødiske Samfund er bange for, at Zentropas filmplaner om terrorangreb vil skabe sympati for drabsmanden.
Det Jødiske Samfund er bange for, at Zentropas kommende film om Omar El-Hussein, der stod bag skudattentaterne i København for et halvt år siden, vil skade mere, end den vil gøre gavn.
Det mener formanden for det Jødiske Samfund i Danmark, Dan Rosenberg Asmussen.
- Jeg er bekymret for en filmisk fremstilling, der skal skabe forståelse for en morderisk gerning. Det synes jeg ikke, de efterladte har brug for, siger han.
Terrorangrebet mod kulturhuset Krudttønden på Østerbro og synagogen i Krystalgade skete i februar i år, og et halvt år er ikke nok til at få bearbejdet de følelser, der stadig er hos de pårørende, mener Dan Rosenberg Asmussen.
Instruktøren bag den kommende film, Manyar Parwani, udtaler, at han vil prøve at skabe en forståelse for, hvad der foregik i Omar El-Husseins hoved, og hvad det er for nogle forhold, som var medvirkende til hans radikalisering.
Men her er Dan Rosenberg Asmussen bange for, at en sådan filmisk fremstilling vil skabe sympati for morderen.
- Attentatet var en uhyggelig og utilgivelig handling. Jeg kan få øje på en risiko for, at en fiktionsfilm vil skabe forståelse for morderens motiver, siger han og fortsætter:
- Som samfund har vi brug for at forstå, hvad der skete, for at forhindre, at det gentager sig - ikke for at sælge film i biografen.
Udover instruktøren Manyar Parwani står producenten Peter Aalbæk Jensen bag filmen, der får titlen "Lukkede øjne".
Den skal filmatisere de terrorangreb, hvor Omar El-Hussein dræbte to civile og sårede seks betjente.
Det skete under to skudepisoder, én ved Krudttønden på Østerbro og én ved synagogen i Krystalgade i Indre By. Herefter fulgte en heftig jagt på gerningsmanden, der blev skudt og dræbt.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned