Når kronprinsesse Mary og kronprins Frederik den 14. april inviterer til barnedåb i Holmens Kirke, er det et par velvoksne babyer, der holdes over døbefonten.
Marys far, John Donaldson, fortæller, at tvillingerne vokser usædvanligt hurtigt.
- Da jeg så dem første gang, følte jeg, at jeg kunne holde dem i mine håndflader. Men nu ser det ud til, at de vokser hurtigere end enkeltfødte børn.
- Måske fordi de var meget små, da de blev født, fortæller han til den australske avis The Mercury.
Han fortæller også, at Mary har travlt med at passe tvillingerne, som, indtil de får deres navne den 14. april, kaldes "Lille pige" og "Lille dreng" af deres forældre.
- Hun er en mor, som tager sig godt af sine børn. Trods sine andre forpligtelser går det ikke ud over moderskabet, siger John Donaldson, som sammen med sine kone, Susan Donaldson, er selvskrevne gæster ved dåben.
Ganske usædvanligt finder den sted om eftermiddagen næste torsdag. Bagefter går gæsterne om bord på tre overdækkede kanalbåde, som skal sejle dem til Amalienborg.
Her skal der festes i kronprinsparrets nyistandsatte palæ. Først ved en reception og senere ved en middag for den nærmeste familie og venner.
John Donaldson bor i øjeblikket i England, men var i denne uge i Hobart i Tasmanien for sammen med sin næstældste datter, Patricia Bailey, at uddele legater til to danske studerende på University of Tasmania. Pengene stammer fra Crown Princess Mary Scholarship.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned