Kæmpe mængder sand sikrer kysten mod havets erosion
Hjørring Kommune har en af landets højeste erosionsrater, hvor havet hvert år æder en til to meter af kysten. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Projekt ved sommerhusområde i Nordvestjylland viser ifølge udvalgsformand, at sandfodring har en effekt.
Det virker, når man tilfører store mængder sand for at sikre mod, at kysten eroderes.
Det er konklusionen i Hjørring Kommune, der har evalueret et omfattende projekt om såkaldt sandfodring.
En kyststrækning ved sommerhusområdet Lønstrup er siden foråret 2021 blevet tilført 330.000 kubikmeter sand.
Nu viser det sig, at det har gjort en forskel, der kan ses og måles.
Det ekstra sand har nogle steder hævet sandbunden under vandoverfladen med op til 2,5 meter.
Det betyder, at revlerne forstærkes, så de kan tage energi ud af bølgerne og derved nedsætte erosionen fra kysterne.
Det er godt nyt, siger formand for teknik- og miljøudvalget i Hjørring Kommune Søren Homann (K).
- Vi har en voldsom erosion ved vestkysten, der gør, at sandet flyttes, når der er hårde bølger og meget strøm.
- Nu kan vi se, at det faktisk virker, når vi putter sand på, og når vi får det lagt de rigtige steder, siger han.
Hjørring Kommune har en af landets højeste erosionsrater.
Det vil sige, at havet i gennemsnit æder én til to meter af kysten om året.
For tre år siden blev det nærliggende Rubjerg Knude Fyr flyttet længere ind i landet, fordi havet var kommet faretruende tæt på.
Projektet ved Lønstrup dokumenterer ifølge udvalgsformanden, at sandfodring betaler sig og kan medvirke til at sikre områdets sommerhuse.
Han vil dog ikke garantere, at der ikke fremover kan være sommerhuse, der kan ende i havet.
- Det er svært at garantere. Hvis der kommer en meget stærk storm, så kan det, vi laver med kystsikring på et år, være skyllet væk på en nat.
- Så helt udelukke, at et hus falder i vandet, er nok svært. Men jeg kan i hvert fald love, at vi vil kæmpe med næb og kløer for at undgå det, siger Søren Homann.
Projektet er blevet finansieret af henholdsvis kommunen og sommerhusforeningen Harerenden med en femtedel hver.
Staten har betalt de resterende 60 procent.
Et politisk flertal afsatte på finansloven for 2021 350 millioner kroner til at øge og forlænge en statslige pulje til kystbeskyttelse i årene 2021 til 2023.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned