Kampagner skal få flere til at donere æg
Barnløse par står på venteliste i op til fire år, inden de får doneret et æg til ønskebarnet.
Oplysningskampagner skal få flere kvinder til at donere deres æg til barnløse par.
Det foreslår Socialdemokraternes sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen, efter at det er kommet frem, at der er stor mangel på donoræg.
- Jeg har hørt, at mange kvinder er interesserede i at donere æg, hvis de alligevel skal have udtaget æg, siger sundhedsordføreren.
- Det er et stort problem for de par, som gerne vil have et barn, men ikke kan få det. Dem skal vi hjælpe. Og det er et stort samfundsmæssigt problem, at vores fødselsrate er for lav, siger han.
Tal fra Dansk Fertilitetsselskab viser, at der hvert år er behov for 600 behandlinger med donoræg, men i 2015 var der kun æg til 233. Det skriver Politiken.
En lovændring fra 2012 gjorde flere typer af ægdonation lovlig, men der har ikke været den stigning i donationer, som det var forventet.
Der er godt nok kommet flere donorer til siden lovændringen, viser tal fra Sundhedsdatastyrelsen, men størstedelen donerer bestemt til én kvinde.
Hvis flere skal donere æg, kræver det ifølge forskere, læger og interesseorganisationer, som Politiken har talt med, større godtgørelse til de kvinder, som donorer.
Men det er Flemming Møller Mortensen ikke parat til at give.
- Man skal ikke donere æg for at tjene penge, man skal gøre det for at gøre andre godt. Det er utrolig vigtigt for os, for ellers kan sårbare kvinder blive presset til at donere deres æg, siger han og påpeger, at godtgørelsen for nylig blev hævet.
En kvinde får 2400 kroner for at donere sine æg.
- Det, mener vi, er et rimeligt kompensationsniveau, siger sundhedsordføreren.
Der er så stor mangel på æg, at Fertilitetsklinikken Trianglen i Hellerup er begyndt at råde par, som ikke selv har fundet en donor, til at tage til udlandet i stedet for at spilde tiden på en venteliste.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned