Kinesisk milliardær undviger alle søgelys
Billede fra den 2. oktober 2018, hvor Jack Ma deltog i en åbningsdebat til et handelsarrangement i Genève i Schweiz. Siden 2020 har det ikke været reglen, at kineseren sætter sig i stolen til sådanne begivenheder. Foto: Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix
Efter en berygtet tale i 2020 forsvandt kinesisk iværksætter fra offentligheden. I dag er livstegn fra ham sjældne. Den 10. september fylder Jack Ma 60 år.
Den, der lever stille, lever godt.
Men den, der lever lydløst, lever måske bedst.
Sådan kan en af Asiens mest berømte erhvervsmænds tilgang til verden opsummeres.
En mand, der i løbet af de seneste år har trukket utallige overskrifter, men som i samme periode er blevet set forsvindende få gange.
Der er tale om kinesiske Jack Ma, der er medstifter af e-handelsgiganten Alibaba. Platformen er blevet kaldt en kinesisk pendant til det amerikanske Amazon-imperium, og den blev tidligere værdisat til 1000 milliarder kroner.
Fortællingen om den mystiske milliardær, der tirsdag den 10. september fylder 60 år, starter dog et andet sted end i et guldbelagt hjørnekontor.
Da Ma kom til verden i 1964, var det som søn af fattige forældre i det kommunistiske Kinas Hangzou.
Han har beskrevet sig selv som en splejset dreng, der ofte kom op og slås.
- Jeg var aldrig bange for modstandere, som var større end mig, har han sagt ifølge mediet Business Insider.
Da teenageårene bankede på, fik han den idé at tilbyde turister guidede ture i Hangzou for at forbedre sit engelske.
Efter ti forgæves ansøgninger til Harvard University endte iværksætteren i stedet på den lokale læreruddannelse. Han blev efterfølgende ansat som lærer med en løn på 81 kroner om måneden.
Uden erfaring med hverken computere eller kodning blev han under en rejse til USA fuldstændig grebet af internettet.
Hans første søgning var under "øl", og han blev skuffet, da ingen kinesiske øl var blandt søgeresultaterne. I det øjeblik fik han idéen til Alibaba, som i 1999 blev realitet.
Jack Ma blev samtidig et kendt navn, og han afholdt sig indledningsvis ikke fra opmærksomheden.
Det ændrede sig dog, efter han i 2020 i Shanghai holdt en tale, hvor han leverede hård kritik af Kinas stramme og rigide lovgivning for erhvervsvirksomheder.
Kort efter stoppede konkurrencemyndighederne en planlagt børsnotering til omkring 225 milliarder kroner for Jack Mas finansselskab Ant Group - og Jack Ma noget nær forsvandt.
Senere udtrådte han af Alibabas bestyrelse, og spekulationerne om, hvad der var sket med berømtheden, var mange.
I dag har Ma fortsat aktier i giganten, men han bruger nu det meste af sin tid uden for Kina - særligt i Tokyo, hvor han arbejder som gæsteunderviser.
Når der siden er dukket sporadiske billeder op af milliardæren, ses han eksempelvis i en golfbil eller på en yacht.
Stilhed og mystik omgærder også Mas privatliv. Det vides dog, at han gennem årtier været gift med lærerinden Zhang Ying, og at de sammen har en søn og en datter.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned