Kongen fortsætter udlandsrejser med smuttur til Japan
I oktober rejste kong Frederik og dronning Mary til Tyskland på et tiltrædelsesbesøg. Her besøgte kongeparret den tyske hovedstad, Berlin, og det danske mindretal i Slesvig-Holsten. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
I forlængelse af stats- og tiltrædelsesbesøg til nabolande rejser de kongelige til Frankrig, Finland og Japan.
Kong Frederik og dronning Mary fortsætter turen rundt til lande nær Danmark i deres første besøg som kongepar.
Og så tager kongen alene afsted uden for Europas grænser til Japan. Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra kongehuset, der løfter sløret for parrets rejser i foråret.
Nærmere bestemt aflægger kongeparret to statsbesøg. Det ene går til Finland 4. til 5. marts, og det andet til Frankrig 31. marts til 2. april.
Kort tid efter rejser kong Frederik 24. april to dage til Japan på et tiltrædelsesbesøg.
Tiltrædelsesbesøg ligger niveauet under statsbesøg, der er det mest omfattende og pompøse besøg for den kongelige familie.
Traditionen tro er der maksimalt ét statsbesøg per land under en regentperiode. Da dronning Margrethe i sin tid overtog tronen fra sin far, tog hun på en række tiltrædelses- og statsbesøg i sin nye rolle.
Fredag er der endnu intet program for kongeparrets statsbesøg. Der fremgår udelukkende oplysninger om datoer.
Kongehuset skriver dog, at kong Frederik skal deltage i verdensudstillingen Expo 2025 i Osaka i Japan i forbindelse med tiltrædelsesbesøget.
Den første verdensudstilling blev holdt i London i 1851. Siden da er udstillingen rejst fra land til land og blev senest afholdt i Dubai i 2021.
Hver Expo dedikeres til et aktuelt tema, med det formål at finde løsninger på udfordringer som verden står over for.
Expo-udstillingerne varer i flere måneder og tiltrækker millioner af besøgende fra hele verden.
Rejserne til Frankrig, Finland og Japan kommer i slipstrømmen af kongeparrets rejser til Norge, Sverige og Tyskland.
I forsommeren sidste år - nogle måneder efter tronskiftet - tog kongeparret på statsbesøg i Sverige og Norge.
Efterfølgende rejste de til Tyskland på et tiltrædelsesbesøg i oktober.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie