Kræftsyge venter for længe på behandling

Kræftens Bekæmpelse synes ikke, det går den rigtige vej med ventetiderne for kræftpatienter.

Foreningen er skuffet over, at kræftpakkerne, der skulle sørge for, at patienter kommer hurtigt i behandling, ikke i større stil er slået igennem og har fået ventetiden ned på de store kræftsygdomme, som for eksempel brystkræft.

- Det er ikke hvad vi havde håbet på. Det er skuffende, siger Kræftens Bekæmpelses direktør, Leif Vestergaard Pedersen i en kommentar.

Sundhedsstyrelsen og Danske Regioner har netop offentliggjort den første samlede opgørelse over ventetiden på kræftområdet, siden kræftpakkerne blev indført for to et halvt år siden.

Nogle sygdomme oplever et markant fald i ventetiden, men for de store kræftsygdomme er der ikke sket nogen virkelig udvikling, konstaterer Kræftens Bekæmpelse.

- Det billede, som tegner sig i tallene, er desværre, at ventetiderne ikke for alvor er begyndt at falde, som vi havde håbet på. Det er skuffende for kræftpatienterne, siger Leif Vestergaard Pedersen og fortsætter:

- Derfor deler vi også sundhedsministerens og regeringens opfattelse af, at der fortsat er behov for fokus på kræftområdet.

Den gode nyhed er, at patienter med blodkræft, patienter med modermærkekræft og mænd med kræft i kønsorganerne har fået reduceret ventetiden med mellem 10 og 15 dage.

Men ventetiden for patienter inden for de store kræftsygdomme ikke har ændret sig meget.

Patienter med lungekræft, patienter med tarmkræft og patienter med hoved- halskræft og kvinder med kræft i kønsorganerne venter i dag næsten lige så længe som i januar 2008. Og for kvinder med brystkræft er ventetiden direkte steget.

/ritzau/

Det går den forkerte vej med ventetiden for kræftpatienter, mener Kræftens Bekæmpelse

Offentliggjort Sidst opdateret