Kronprins Frederik bliver æresmedlem af fransk yachtklub
Kronprinsen deltog mandag i en ceremoni i forbindelse med udnævnelse til æresmedlem af Yacht Club de France. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Kronprinsen deltog mandag i en ceremoni, hvor han blev udnævnt som æresmedlem af Yacht Club de France.
Kronprins Frederik er blevet udnævnt til æresmedlem af lystbådeklubben Yacht Club de France.
Det skriver Kongehuset i en pressemeddelelse.
Kronprinsen deltog mandag således i en ceremoni i forbindelse med udnævnelsen.
Ceremonien fandt sted på Den Franske Ambassade i København. Her overrakte klubbens formand, den franske advokat Philippe Héral, det officielle æresmedlemskab til kronprins Frederik.
Yacht Club de France blev grundlagt i 1867 og er den ældste yachtklub i Frankrig. Den er desuden blandt de ældste i verden.
Ifølge Billedbladet er Kronprins Frederik desuden æresmedlem af Kongelig Dansk Yachtklub, Kongelig Norsk Seilforening, The Royal Yacht Club of Tasmania og Kunglige Svenska Segelsällskapet.
Kronprinsen har i mange år dyrket kapsejlads.
Det har han gjort i bådklasserne drage og Farr 40, og han har flere gange deltaget i DM og VM i dragesejlads.
I 2020 gæstede han Beha-familiens skib "Wallenberg" i programmet "Kurs mod danske kyster".
Efter ceremonien i København mandag rejser kronprins Frederik tirsdag til New York, hvor han skal opholde sig frem til torsdag. Det sker i forbindelse med FN's Generalforsamling i den amerikanske storby.
Her skal han blandt andet deltage i arrangementer og møder relateret til FN’s 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned