Kronprinsessen og minister besøger kvindeforbilleder i Kenya
Mentorordning for teenagemødre og vildtreservater med kvindelig ledelse har fået kongeligt besøg fra Danmark.
Kvindelige forbilleder i Nairobis slumkvarterer og i Kenyas vildtreservater har tirsdag og onsdag haft besøg af den danske kronprinsesse Mary og udviklingsminister Ulla Tørnæs (V).
Under besøget takkede de to for gæstfriheden og takkede ja til muligheden for at iføre sig de lokale klæder.
Kronprinsessen og ministeren har besøgt to projekter lanceret af gruppen Women Deliver, der står bag projekter for kvinders og pigers rettigheder.
Et af dem var et projekt i Nairobis slumkvarterer, hvor Ulla Tørnæs fremhæver mødet med Elizabeth Okumu, som hjælper teenagemødre ind i et mentorforløb.
- Det var meget opløftende at møde Elizabeth Okumu, der har viet sit liv til at hjælpe andre unge kvinder, siger hun i en pressemeddelelse:
- Det er afgørende, at der er nogen, der griber de unge teenagemødre. De har brug for støtte for at kunne rejse sig igen.
Ministeren og kronprinsesse Mary besøgte onsdag Northern Rangeland Trust, der modtager Danida-støtte. Organisationen har inddraget kvinder i, hvordan vildtreservaterne bliver drevet.
Det har ifølge Udenrigsministeriet ført til færre konflikter trods tørke og etniske spændinger samt færre omskæringer og børneægteskaber.
- Al erfaring viser, at når kvinders rettigheder styrkes, bliver de ikke bare selv stærkere - de styrker hele deres familie og hele deres lokalsamfund, siger Ulla Tørnæs:
- I Kalama så vi tydeligt, hvordan kvinder kan tage fremtiden i egen hånd og løfte sig selv og deres familier ud af fattigdom.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned