Lægemiddelstyrelsens direktør, Jytte Lyngvig, og to andre topchefer i Lægemiddelstyrelsen kan ikke vide sig sikre på at beholde deres job efter skandalen omkring kontraststoffet Omniscan, der ifølge Nyreforeningen har kostet 10 nyrepatienter livet.
Både S, DF og SF mener, at styrelsen har fortiet oplysninger i sagen for Folketinget.
Det er så alvorligt, at det bør få konsekvenser for Lægemiddelstyrelsens ledelse, mener SF's sundhedsordfører, Jonas Dahl.
- Hvis man laver en fejl og erkender det, så skal man også have tilgivelse for det. Men hvis man laver en fejl og gentagne gange dækker over det, så er det en meget alvorlig sag. Så er vi nødt til at se på, om det ikke skal have personaleretslige konsekvenser, siger Jonas Dahl.
Partierne afventer nu, hvad indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V) vil gøre, men der er på forhånd opbakning til fyringer.
Udmeldingen kommer dagen efter, at Lægemiddelstyrelsen afleverede et 56 sider langt notat til Bertel Haarder. Heri afviser Lægemiddelstyrelsen, at man har holdt oplysninger tilbage i to svar på folketingsspørgsmål.
Tværtimod har man svaret "korrekt og koncist", lyder det fra styrelsens direktør, Jytte Lyngvig.
Men hverken Jonas Dahl eller sundhedsordførerne fra S og DF føler sig overbeviste af Lægemiddelstyrelsens forklaring. En uafhængig advokatundersøgelse har også peget på, at styrelsen har fortiet oplysninger for Folketinget.
- Hvis et helt ministerium, en minister og alle sundhedsordførerne ikke har fanget, hvor fejlen har ligget, så har man ikke oplyst Folketinget godt nok, siger sundhedsordfører Liselott Blixt (DF).
Socialdemokraternes sundhedsordfører, Sophie Hæstorp, har heller ikke tillid til, at styrelsen gav fyldestgørende svar til Folketinget i 2008, hvor sagen begyndte at rulle. Hun har onsdag indkaldt Bertel Haarder til samråd om, hvordan man kan undgå en lignende sag i fremtiden.
Bertel Haarder er fortsat ved at gennemgå Lægemiddelstyrelsens svar og vil endnu ikke kommentere sagen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned