Laksens tilbagegang sætter spor i vestjysk lystfiskermekka
Selv om kvoten for laks ikke er fisket op, har lystfiskere ved Skjern Å besluttet at sætte kvoten på pause grundet tilbagegang i bestanden. (Arkivfoto). Foto: Palle Hedemann/Ritzau Scanpix
Tilbagegang i bestanden har fået lystfiskere ved Skjern Å til frivilligt at droppe hjemtagning af laksefisk.
Selv om kvoten på laks ikke er brugt op, har lystfiskerne ved Skjern Å frivilligt besluttet at droppe hjemtagning af flere fisk.
Det skyldes, at laksen i det vestjyske å-system - ligesom andre vandløb i hele Nordeuropa - er i tilbagegang.
- Vi synes, det er det rigtige at gøre, når fangsterne er faldet med 70 til 75 procent i forhold til sidste år, siger Michael Beck-Hansen.
Han er formand for Skjern Å Sammenslutningen, der repræsenterer lystfiskere og lodsejere langs det vestjyske å-system.
Danmarks Sportsfiskerforbund melder om tilbagegang for laksen i hele Nordeuropa, og nu skal årsagerne undersøges nærmere.
Situationen førte i slutningen maj til, at Skjern Å Sammenslutningen besluttede at stoppe for hjemtagning af laks.
Det betyder, at man fortsat kan fiske laks, men man må bare ikke tage fisken hjem.
- Det ikke at tage fisken med hjem i fryseren er et lille offer i den situation, vi står i. Det vigtigste er at få laksebestanden tilbage igen, siger Michael Beck-Hansen.
Det er uvist, hvornår der igen kan gives grønt lys til, at fiskerne kan tage de fangede laksefisk med hjem.
Man vil først se synlige beviser på, at udviklingen vender, og der igen er fremgang i bestanden, lyder det fra fiskerisammenslutningens formand.
Michael Beck-Hansen mener, at der er flere mulige forklaringer på laksens tilbagegang.
Han peger på, at laks bliver taget som bifangst af industrifiskere, når laksen i sit første leveår i saltvand opholder sig i området mellem Norge og Island.
Der er ifølge Michael Beck-Hansen også nogle uhensigtsmæssige forhold omkring Hestholm Sø, der ligger ved siden af åen på det nederste stræk.
Her risikerer mange laks at ende deres dage som føde for gedder og skarv.
Situationen omkring laksefiskeriet påvirker lokalområdet.
- Købmanden i Borris har fortalt, at han har mistet 20 procent af omsætningen, fordi mange lystfiskere ikke kommer forbi.
- Men det er jo alt fra iskiosk til hotel, supermarked, bed & breakfast og til hele livet omkring åen. Det er en kæmpe stor udfordring, vi skal stå sammen om at få gjort noget ved, siger Michael Beck-Hansen.
Han mener, at situationen nok skal vende takket været "stor opmærksomhed" og "mange gode kræfter".
- Skjern Å har altid været et mekka for laksefiskeri. Vi har et svagt år i år, men det skal vi nok få ændret, lyder det.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie