Landbruget vil stoppe aflivning af nyfødte kalve
I 2017 blev 23.500 jerseytyrekalve aflivet som spæde - svarende til 80 procent af alle jerseytyrekalve. (Arkivfoto) Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Flere end 23.000 tyrekalve blev sidste år aflivet som spæde. Det skal stoppes, lyder det fra landbruget.
Dansk landbrug er i årevis blevet kritiseret for at aflive tusindvis af nyfødte kalve.
Senest i de forgangne uger, hvor dyreværnsorganisationen Anima har problematiseret, at kalve fjernes fra deres mor 12 timer efter fødslen, og at nyfødte tyrekalve aflives. Hvad det sidste angår, har Anima en pointe, lyder det nu fra landbruget.
Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
I 2017 blev 23.500 jerseytyrekalve aflivet som spæde - svarende til 80 procent af alle jerseytyrekalve.
- Det er selvfølgelig unaturligt. Det er en rigtig dårlig løsning at aflive nyfødte kalve, siger Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer, til Jyllands-Posten.
Årsagen til aflivningerne er, at jerseykøer er gode til at producere mælk, men de vokser ikke hurtigt nok til at være interessante som slagtekvæg.
Derfor er det for en landmand svært at opretholde en god økonomi i jerseytyrekalve.
Men i en netop vedtaget brancheaftale mellem blandt andet Landbrug & Fødevarer og mejerierne er det besluttet, at aflivningerne skal stoppe på de økologiske gårde.
- Det er forbudt at aflive kalve systematisk, står der i aftalen, som gælder fra 1. januar 2019.
For de konventionelle gårde er en tilsvarende aftale på trapperne, lyder det fra Landbrug & Fødevarer.
- Landbruget vil aflivningerne til livs, og allerede i næste uge mødes parterne for at komme videre med en aftale, der også gælder for de konventionelle landmænd. Der er enighed om, at det er den rette vej at gå, siger Per Spleth, specialist i kødproduktion i Landbrug & Fødevarer og koordinator i denne sag.
Han forventer, at aftalen vil være underskrevet i løbet af 2019.
Animas kommunikationschef, Thorbjørn Schiønning, kalder landbrugets beslutning for "et dejligt fremskridt".
- Men jeg vil gerne lige se det ske, før jeg løfter armene, siger han til Jyllands-Posten.
Af de 23.500 jerseytyrekalve, som sidste år blev aflivet, var 700 økologiske.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie