Lommeur fra dansk Titanic-passager solgt for over en kvart million
Et lommeur fra en dansk "Titanic"-passager er tydeligt mærket af at have været i saltvand. Lørdag er det blevet solgt på auktion for omkring 262.000 kroner. Foto: -/Ritzau Scanpix
-/Ritzau Scanpix
Danske Hans Christensen Givard døde, da "Titanic" sank i 1912. Nu er hans lommeur solgt for 30.000 pund.
Et delvist forgyldt lommeur, der tilhørte en dansk passager på skibet "Titanic", som sank i 1912, er lørdag blevet solgt på auktion for 30.000 pund.
Det svarer til omkring 262.000 kroner.
Auktionshuset Henry Aldridge and Son havde vurderet, at uret ville indbringe op mod mere end 430.000 kroner.
Uret tilhørte Hans Christensen Givard, der sammen med to venner var på vej til USA med "Titanic", da katastrofen indtraf.
Hverken den dengang 27-årige dansker eller hans to venner, der alle rejste på andenklasse, overlevede, og Givards lig blev senere bjærget i Nordatlanten.
Ud over uret fandt man blandt andet nøgler, kontanter og et kompas i Givards lommer.
På sig havde danskeren også et pas, som var udstedt af konsulatet i Buenos Aires, Argentinas hovedstad.
Han blev begravet på Fairview-kirkegården i den canadiske by Halifax. Han kom fra Kølsen nord for Viborg
Lommeuret, der er 32 millimeter i diameter, er forgyldt med sølv og messing, og urkassen er dekoreret med turtelduer.
Viserne mangler, og forgyldningen er slidt. Uret er tydeligt mærket af at have været i saltvand, fremgår det på auktionshusets hjemmeside.
Alle Hans Christensen Givards ejendele blev sendt hjem til broren Hans Christian Christensen Givard i Danmark.
Det er Givards efterkommere, der har besluttet, at uret skulle på auktion.
Lommeuret blev udstillet i H.C. Andersen Slottet ved Tivoli i København i 2012.
Ifølge TV Midtvest forsøgte familien i samme år at sælge uret hos auktionshuset Bruun Rasmussen.
Mere end ti danskere var med om bord på "Titanic", og to af dem overlevede.
Samlet set mistede mere end 1500 mennesker livet, efter at skibet kolliderede med et isbjerg på sin jomfrurejse.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned