Mangel på sand og grus kan spænde ben for kunstige øer
Anlæggelse af kunstige øer kræver millioner af kubikmeter sand, sten og grus, skønner Dansk Byggeri.
Mangel på råstoffer som sand, grus og jord kan spænde ben for regeringens planer om at etablere den nye ø Lynetteholmen og ni nye øer ud for Avedøre Holme.
Sådan lyder advarslen fra organisationen Dansk Byggeri i dagbladet Politiken.
- Det virker, som om projektmagerne har glemt alt det byggeri, der er planlagt oven på øerne, siger erhvervspolitisk chef Torben Liborius til avisen.
Organisationen anslår, at der er brug for at anlægge mindst ti nye grusgrave, der hver især er på størrelse med 20 fodboldbaner i omfang, hvis behovet for råstoffer skal indfries.
- Derfor er der behov for allerede nu at udarbejde en landsdækkende råstofplan, der sikrer de nødvendige mængder byggemateriale, ellers får kritikerne ret i, at disse gode projekter ender som luftkasteller, siger Torben Liborius.
Regeringen præsenterede sidste år planen om at etablere den kunstige ø Lynetteholmen, der skal rumme 35.000 boliger og et tilsvarende antal arbejdspladser.
Derudover ønsker regeringen at udvide erhvervsområdet ved Avedøre Holme i Hvidovre med nye kunstige øer. Det skal give plads til 380 virksomheder og op til 12.000 nye arbejdspladser.
Ifølge Dansk Byggeri er der alene til bebyggelse af øerne brug for cirka 25 millioner kubikmeter sand, grus og sten.
Råstofferne er ifølge Torben Liborius tilgængelige i Danmark, men han forudser et politisk slagsmål om, hvor der skal etableres nye grusgrave.
Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) erkender behovet for en overordnet plan for indvinding af råstoffer.
- En af grundene til, at vi foreslår, at staten skal overtage opgaven med råstoffer fra regionerne, er netop, at vi kan tænke mere langsigtet, strategisk og på tværs af regionsgrænsen, skriver ministeren i en email til Politiken.
Regeringen foreslog for nyligt, at staten overtager opgaven fra regionerne med at styre indvindingen af råstoffer.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned