Masser af sol fredag bliver afløst af mere skyet vejr
Fredag bliver en solfyldt, men ret kølig forårsdag. Lørdag og søndag dukker der en del flere skyer op. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Den første forårsweekend byder på omskifteligt vejr, men nedbør kommer der stort set ikke noget af.
Årets første forårsweekend står for døren, og optakten skal nok få humøret op hos de fleste - fredagen bliver således særdeles solrig.
Men det er om at nyde de opkvikkende stråler, for lørdag og søndag byder på et noget mere omskifteligt vejr.
- Det flotte vejr fredag skyldes, at vi har fået skiftet en fugtig vestenvind ud med en kold og tør vind fra nord. Den giver det her flotte solskin, men også kolde morgentemperaturer. I Midtjylland er der en syv-otte graders frost her til morgen, siger Klaus Larsen, vagthavende meteorolog ved DMI, tidligt fredag morgen.
I dagtimerne stiger temperaturerne til fem-seks grader.
- Nogle steder, som den nordlige del af Sjælland og det nordlige Jylland, bliver det kun to-tre grader, fordi vinden kommer ind fra Kattegat, og den skal lige et stykke ind over land, før den bliver varmet op.
- Men fordi vinden kommer fra nord, så vil en krog mod syd i læ for blæsten være helt perfekt til at suge varmen til sig.
Kun på Bornholm er der fredag sandsynlighed for en smule nedbør, som kan vise sig som slud.
Lørdag byder på en del skyer, men først på dagen kan især de østlige egne igen få en del sol med mellem tre og syv graders varme og en enkelt byge hist og pist.
- Til gengæld bliver det mere blæsende end fredag med op til en frisk vind. Så det vil føles koldere end fredag, siger Klaus Larsen.
Søndag sender en koldfront fra nord en smule nedbør ind over landet i dagtimerne, hvor det igen bliver mellem tre og syv grader.
Efter en lidt grå begyndelse på dagen begynder det langsomt at klare op fra nord.
- Så der er chance for solskin de fleste steder i løbet af søndag eftermiddag, men den sydlige del af landet vil nok føle sig lidt snydt, siger Klaus Larsen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned