Messerschmidts partner Dot skal danse i TV 2-program
Dot Wessmann ejer og driver sangerindepavillonen Bakkens Hvile på Dyrehavsbakken nord for København. Snart skal hun danse på tv. (Arkivfoto). Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Dot Wessmann, der danner par med Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, skal danse i Vild med dans.
Morten Messerschmidts partner, Dot Wessmann, træder ud på dansegulvet til efteråret, når den nye sæson af "Vild med dans" går i gang.
Det skriver Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, i et opslag på Facebook.
- Indrømmet - det er ikke mange sæsoner af vild med dans, jeg har fulgt. Men til efteråret bliver det anderledes. Der er ikke meget, jeg glæder mig så meget til som at se Dot på dansegulvet sammen med de andre dygtige deltagere, skriver han.
Dot Wessmann ejer og driver sangerindepavillonen Bakkens Hvile på Dyrehavsbakken nord for København.
Her optræder hun også jævnligt som bakkesangerinde, hvilket hun har gjort i mange år.
Om tre år kan Bakkens Hvile fejre 150 års jubilæum - på samme tid kan Dot Wessmann fejre sit 50-års jubilæum.
TV 2 har endnu ikke bekræftet eller offentliggjort, hvem der er årets ti deltagere i den kommende 21. sæson af programmet, som får premiere til september.
Men ugebladet Her og Nu har erfaret en række af de kendte dansere. Heriblandt 24-årige Rachel Ellebye, der har været med i "Årgang 0", realitystjernen Philip May og skuespilleren May Simón Lifschitz.
Den professionelle danser Cilia Trappaud blev tidligere annonceret som ny vært på programmet. Hun erstatter Sarah Grünewald, som takkede af sidste år efter et årti i spidsen for det populære program for at gøre plads til nye udfordringer.
Martin Johannes Larsen udgør den anden del af værtsparret.
Ud over at have fundet en ny vært skal TV 2 også på jagt efter en række nye dansedommere.
Standarddronningen Anne Laxholm har bebudet sit exit efter 20 sæsoner.
Det er ikke oplyst, om de tre øvrige dommere, balletmester Nikolaj Hübbe, danser og koreograf Sonny Fredie-Pedersen og danser Marianne Eihilt, vender tilbage for at bedømme hæl og tå i den kommende 21. sæson af programmet.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie