Midt- og sønderjyder går mere til lægen end københavnere
På Bornholm og i Morsø Kommune er borgere oftere i kontakt med deres egen læge, end borgere i Dragør og Gentofte. Genrefoto. Foto: Free/Colourbox
Free/Colourbox
Der er store geografiske og kønsmæssige forskelle på, hvor ofte borgerne har kontakt med deres læge. På Lolland-Falster er der for eksempel oftere tilfælde af blodprop i hjertet.
Mens borgere i Sønderborg og Randers kommuner i gennemsnit er i kontakt med egen læge mellem syv og otte gange om året, gælder det kun mellem fem og seks gange for personer i Storkøbenhavn.
Det viser en analyse fra Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet.
- Der kan være mange årsager til, at der ses en stor forskel, siger Annette Kjær Ersbøll, som er professor ved Statens Institut for Folkesundhed og en af forskerne bag rapporten.
Hun peger på, at der kan være forskel på, hvor langt den enkelte borger har til lægen, og om det er nemt at få en tid.
- Der er også forskel kommunerne imellem på, hvor mange borgere der har forskellige sygdomme. Vi ved for eksempel, at hjerte-kar-sygdomme varierer geografisk, siger Annette Kjær Ersbøll.
På Lolland og Falster og i den nordvestlige del af Jylland er der for eksempel oftere tilfælde af blodprop i hjertet.
- Der kan også være kulturelle forskelle i borgernes tærskel for at kontakte lægen.
- I nogle områder vil man kontakte lægen hurtigere end i andre områder. Nogle vælger at afvente, for at se om det går væk, så de først efter nogle dage kontakter lægen, siger Annette Kjær Ersbøll.
Det er særligt nordjyderne, der ikke er så hurtige til at gå til lægen som andre.
Antallet af speciallæger kan også have betydning for tallene. Er der mange øre-, øjenlæger eller gynækologer, kan det bringe tallet ned, da lægen kan henvise patienten videre.
Den gennemsnitlige borger på tværs af landet er i kontakt med sin læge 6,6 gange om året. Kvinderne fylder mest med cirka otte besøg om året, mens mænd møder op på klinikken cirka fem gange.
En kontakt er et besøg hos lægen eller konsultation over e-mail eller telefon.
Analysen bygger på data fra Sygesikringsregistret for alle danskere mellem 30 og 64 år. Tallene er fra 2013 og ligger i tråd med de fem tidligere års tendens.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned