Milliarder fra EU skal gå til ny bro

En ny jernbaneforbindelse skal regnes med i det samlede Femernprojekt. Sådan lyder udspillet, som Venstres trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen vil komme med til transportminister Henrik Damm Kristensen på et samråd i næste uge.

Udspillet kommer efter, at EU har meldt ud, at de vil bevilge flere penge til de grænseoverskridende infrastrukturprojekter. Blandt andet vil de bevilge yderligere fire milliarder til betaling af Femern-projektet.

- Man forventer, at en ny jernbaneforbindelse over Storstrømmen vil koste i omegnen af fire milliarder kroner. Og ved at lade en ny forbindelse indgå i det samlede Femern-projekt kan vi med de ekstra penge fra EU bevare vi robustheden i økonomien, siger Venstres Henrik Høegh.

Det lokale folketingsmedlem vil dog ikke komme med sit bud på, hvordan den nye forbindelse helt præcis skal se ud.
- Om det skal være en jernbanetunnel, nye elementer oven på de gamle bropiller eller en helt ny bro, må nogle fagfolk regne på meget hurtigt, siger han.

Samrådet om Storstrømsbroen finder sted på torsdag i næste uge. Og Henrik Høegh forventer, at transportministeren vil se positivt på ideen.

Foto: Foto©Jan Knudsen

På et samråd i næste uge vil Venstre forslå transportministeren at lade en ny forbindelse over Storstrømmen indgå i Femern-projektet, som får flere midler fra EU.

Offentliggjort Sidst opdateret