Minister: Pigge mod spøgelsesbilister
Pigge, der punkterer spøgelsesbilister, inden de når ud på vejen, er fremtiden, mener transportministeren.
Transportminister Hans Chr. Schmidt (V) er klar til at sætte pigge ind mod spøgelsesbilister over alt i landet.
Mandag kunne Vejdirektoratet fremvise det første anlæg med pigge på en rasteplads på Fyn. Her registrerer en sensor i vejen, hvis en bil er på vej ud i den forkerte retning på motorvejen, hvorefter stålpigge skyder op på tværs af vejen og punkterer bilen.
- Jeg må sige, jeg er meget påvirket af, at det er effektivt, og det kan jeg godt lide. Jeg mener, vi skal gå i gang med at lave det ved alle nybyggerier, men jeg mener også, vi skal prøve at finde penge, så vi kan lave dem på flere eksisterende motorveje, siger transportminister Hans Chr. Schmidt.
Han vil inden jul kalde trafikordførerne fra de øvrige partier sammen for at finde ud af, om der er flertal for at finde penge til at lave pigge mod spøgelsesbilister over hele landet.
Et anlæg med pigge koster 175.000 kroner at etablere, og skal det etableres på alle frakørsler til motorveje i Danmark vil det koste cirka 100 millioner kroner, anslår Vejdirektoratet.
Vejdirektoratet har også indført en række andre tiltag, bl.a. indkørselsforbudstavler og løbelys på udvalgte ramper, der skal stoppe bilisterne, inden de når ned på motorvejen i den gale retning.
Sidste år registrerede Vejdirektoratet 163 tilfælde på de danske veje, og med få dage tilbage af 2010 er der ind til videre registreret 154 tilfælde.
I 2000 var tallet kun 35.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned