Morgennisse sætter rekord i at gå baglæns
Georg Julin stoppede i Danmarks Radio i 1997. Siden efteruddannede han sig i krisekommunikation og oplevelsesledelse. Den nye viden har han blandt andet brugt til at markedsføre Bornholm, hvor hans far stammer fra. (Privatfoto). Foto: Free
Georg Julin blev en kendt radiostemme i "Morgennisserne" og "Tag Telefonen". På Bornholm lytter han til ældres barndomsminder. Den 28. juli fylder han 75 år.
Georg Julin er kontoruddannet og fik som ung ansættelse i ØK Data.
Men hans gode radiostemme og talentet for at kunne tale med alle slags mennesker sendte karrieren i en anden retning.
Georg Julin, som fylder 75 år den 28. juli, var ansat i underholdningsafdelingen i Danmarks Radio fra 1977 til 1997.
I populære programmer som "Morgennisserne" og "Tag Telefonen" sad han bag mikrofonen.
Siden dannede han med kollegerne Hans Otto Bisgaard, Jørn Hjorting og Monica Krog-Meyer en reklamefinansieret radiokanal, Radio 2.
Da den blev opkøbt af et amerikansk firma og lukkede, besluttede Georg Julin, at tiden var inde til at prøve noget nyt.
Først læste han krisekommunikation på Journalisthøjskolen i Aarhus, og bagefter tog han en master i oplevelsesledelse på Roskilde Universitet.
Den nye viden har bragt ham vidt omkring, blandt andet til Dansk Videnscenter for Oplevelsesøkonomi på Bornholm, hvorfra han har udbredt kendskabet til bornholmske fødevarer.
Hans far stammer fra øen, og derfor har den særlig betydning. Aktuelt er Georg Julin optaget af et projekt, hvor han viser ældre øboere gamle filmklip.
På baggrund af dem fortæller de om deres egen barndom i den periode. Optagelserne bliver til nye film, som skal vises på plejehjem og skoler.
Ældre er også i fokus, når Georg Julin 30-40 gange om året holder foredrag. Om sommeren er det på Rebild Efterskole, hvor seniorer kommer for at blive klogere på forskellige emner.
Et af dem handler om at blive en mere kritisk mediebruger. Rådet er, at det er godt at følge med i strømmen af nyheder, men det er også vigtigt at slukke for fjernsynet og lægge telefonen fra sig.
Også selv om man helst ikke vil gå glip af en sms fra familiens yngste.
Et andet foredrag fokuserer på at holde kroppen i gang, så svimmelhed og fald kan undgås.
Det gælder om at kunne gå baglæns og gradvist forlænge strækningen. På den måde har foredragsholderen selv styrket sin balance, så han i dag kan tilbagelægge to kilometer.
Inspirationen er hentet i Asien, hvor der er få faldulykker blandt ældre, men også fra Georg Julins søn, der trænede sig op med baglænsgang efter et åbent kraniebrud.
Georg Julin er vokset op i en troende familie, og det har han holdt fast i, blandt andet ved at stifte flere kristne kor og indføre gospelmusik i en række kirker.
Interessen for kristendommen er også kommet til udtryk på DK4, hvor han i en række podcast har sat fokus på forfølgelser af kristne rundt om i verden, blandt andet i det vestafrikanske land Nigeria.
Georg Julin bor på Amager med sin hustru, Anne. Ud over sønnen har de en voksen datter og tre børnebørn.
/ritzau/
Seneste artikler
Tynd og ulykkelig: Zira har været væk i 25 dage
Sårbar kvinde mistede formue til lollandsk advokat
Slutter tre dage af med togbusser
Lokal lottospiller vinder 10 millioner
Lynnedslag i landejendom
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Ulovligt hotel: Kommunen fandt 52 sengepladser i enfamiliehus
Lynnedslag i landejendom
Medie: Ny rockerboss har lokale rødder
Gård til salg for svimlende millionbeløb