Tegneren Kurt Westergaard sender igen sin tegning med bomben i Muhammedturbanen ud i offentligheden.
Denne gang i en bog, og det sker som led i endnu et slag for ytringsfriheden i den vestlige verden.
Men den nye offentliggørelse har ikke til formål at provokere, siger han til Ritzau.
Snarere skal den måske signalere den skuffelse, han har oplevet i manglende støtte fra egne rækker og andre på parnasset.
Bomben i turbanen på Muhammed blev oprindelig trykt i Jyllands-Posten og kan genses, når Kurt Westergaard i samarbejde med journalist- og forlagsredaktør John Lykkegaard til november udsender selvbiografien "Manden bag stregen". Den præsenteres på bogmessen i Forum.
- Jeg har egentlig levet et banalt liv med et arbejdsliv i skoleverdenen og et job som bladtegner, krydret med den obligatoriske skilsmisse, siger Kurt Westergaard om begrundelsen for at udgive en erindringsbog.
Noget egentlig budskab med bogen har han ikke - ud over at han gerne vil opfattes som et demokratisk, tolerant og venligt menneske.
- Det sker ikke for at starte en ny krise. Men det var den tegning, der startede det hele, siger Kurt Westergaard, der døgnet rundt er omgivet af politi og PET-folk inden for eller omkring det lille kalkstensrækkehus i Viby.
Han gentager, at han ikke fortryder noget og har lært at leve med PET's tilstedeværelse konstant i og uden for huset. Resten af livet.
Journalist John Lykkegaard forklarer bogprojektet med, at historisk interesserede og andre om 50 år skal kunne kende Danmark for andet end Muhammedkrisen.
- Og når de søger i kilderne, så skal bogen være med til at fortælle historien om manden, der kom til at starte det hele, siger John Lykkegaard.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned