Mulig kasernelukning ryster Vardes borgmester

Borgmester i Varde Kommune, Gylling Haahr (V), er chokeret over regeringens planer om at lukke byens 56 år gamle kaserne. Det strider mod sund fornuft, lyder det fra borgmesteren.

Offentliggjort Sidst opdateret

Regeringen vil som et led i en større spareplanen nedlægge kasernerne i Varde og Høvelte, erfarer Ritzau.

- Jeg er rystet, for det er i klar modstrid med en få måneder gammel rapport fra forsvaret, som viser, at Varde kaserne ud fra mange parametre står meget stærkt. Fulgte man rapporten, skal fem-syv kaserner lukkes før os, siger Gylling Haahr.

- Vi har gode bygninger, som der er brugt en halv milliard kroner på de seneste 10 år til renovering. Vi ligger kun 10-15 km fra øvelsesterrænet i Oksbøl, som giver stor synergieffekt, og vi er den kaserne i Danmark, der har lettest ved at tiltrække personel.

Gylling Haahr pointerer desuden, at en kasernelukning og de dertilhørende mistede arbejdspladser kan vise sig som meget hård kost for en by af Vardes størrelse.

- Vi taler om 650 stillinger på kasernen plus ægtefællestillinger, hvis folk flytter væk herfra. Dertil håndværkere og leverandører, der har deres faste gang på kasernen. I en by med bare 15.000 indbyggere vil det få stor indflydelse, siger borgmesteren.

Det har tidligere været fremme, at kasernerne i Sønderborg, Varde, Haderslev, Odense og flådestationen Korsør samt beredskabstjenesten i Allinge er i spil under forsvarsforhandlingerne som mulige steder at finde de nødvendige besparelser.

Regeringen skal spare i alt 2,7 milliarder kroner på forsvarsområdet.

Ud over de mulige kasernelukninger har regeringen også lagt frem, at den ønsker af skille sig af med værnepligten.

Forhandlingerne om en ny forsvarsaftale fortsætter tirsdag.

/ritzau/