Nanopartikler giver dna-skader

Nanopartikler kan give skader på dna. Det viser danske forsøg på mus og rotter. Partiklerne udløser muligvis kræft, åreforkalkning og hjerte-kar-sygdomme.

Tøj, cykeldele, solcreme, maling, strømper, golfkøller, bilvoks, rynkecreme. Nanopartikler rykker ind i en lang række produkter i vores hverdag, og det kan ende med at sætte sig tydelige spor i vores helbred, skriver videnskab.dk.
To af de mest udbredte nanomaterialer viser sig nu at kunne ødelægge dna og på den måde måske også øge risikoen for alvorlige sygdomme som kræft og hjerte-kar-sygdomme. Nanopartiklerne kan samtidig sætte gang i åreforkalkning.
Sådan lyder meldingen fra forskere fra Københavns Universitet, som har lavet forsøg på mus og rotter.
- Vi kan sige, at nanopartiklerne har iboende egenskaber, der gør, at vi må betragte dem som farlige. Vi er især bekymret for kræft og hjerte-kar-sygdomme, men jeg kan ikke sige noget om, hvor stor risikoen er. Så skal man kende eksponeringen, og i øjeblikket ved vi reelt intet om, hvor meget mennesker bliver eksponeret for nanopartikler, forklarer Peter Møller, lektor i miljømedicin på Institut for Folkesundhedsvidenskabs Afdeling for Miljø og Sundhed til videnskab.dk.
Peter Møller og en håndfuld kolleger har undersøgt, hvordan mus og rotter reagerer på nanopartikler af typerne C60-fullerener, som er formet som fodbolde, og "single-walled carbon nanotubes", som er formet som aflange rør.
Analyserne viste skader på lunge- og lever-dna, fremkaldt af ødelæggende molekyler kaldet frie radikaler, som blev dannet af nanopartiklerne.


Sammenligningen mellem nanopartikler og dieseludstødningspartikler viser, at nanopartikler generelt virker mindre kraftigt på dna end dieseludstødningspartikler, men at de to slags partikler påvirker dna på samme måde, skriver videnskab.dk.

/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret