Da nationalbankdirektør Nils Bernstein og hans direktørkollega Jens Thomsen sidste efterår var til møde i Istanbul, blæste de på statens regler og fyrede 90.000 kroner af på en fem dages luksustur sammen med deres koner. Det viser en aktindsigt, Ekstra Bladet har fået i direktørernes rejsebilag.
Rejser i den ekstraordinære prisklasse er ellers udelukket for alle andre statsansatte, inklusive ministre og topembedsmænd.
De flyver på økonomiklasse og bor på standardhoteller, og så sent som i efteråret blev en topembedsmand fra Klimaministeriet fjernet efter at have overtrådt rejsereglerne.
- En sådan rejse er forbi enhver rimelighed. Er du kongelig, minister eller måske ambassadør, kan der være en grund til at tage konen med på det offentliges regning, siger professor Bent Greve fra RUC til Ekstra Bladet.
Havde bankdirektørerne overholdt rejsereglerne, da de var til årsmøde i Den Internationale Valuta Fond (IMF), kunne turen være gjort for bare 15.000 kroner.
I stedet kostede de to dobbeltværelser i alt næsten 10.000 kroner i døgnet på det femstjernede luksushotel, Marmara.
Med roomservice løb regningen op i 50.044 kroner for de fem overnatninger. To glimrende dobbeltværelser på det samme hotel koster 2235 kroner i døgnet, viser hotellets hjemmeside.
Turen til Istanbul er kun én ud af en hel række af rejser, hvor de to nationalbankdirektører har deres koner med.
De fire har også flere gange været i Basel i Schweiz i anledning af et årsmøde i BIS, der er samarbejdsorgan for verdens centralbanker. I 2008 løb regningen for denne tur op i 65.582 kroner for tre døgn. I 2009 kostede Basel-turen 56.2487 kroner.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned