Det oplyser Carsten Hansen (S), minister for by, bolig og landdistrikter, som onsdag fremlagde et lovforslag i Folketinget.
På 10 år er antallet af lejere, som fogeden sætter ud af deres lejligheder på grund af manglende huslejebetaling, vokset dramatisk. I 2002 gjaldt det cirka 1820 mennesker - sidste år var tallet omkring 4400 lejere.
Lovforslaget vil fremrykke huslejebetalingen og afskaffe de såkaldte løbedage i lejeloven. Løbedagene gør, at lejeren kan vente til den tredje hverdag i måneden med at betale husleje.
Fristen betyder imidlertid, at mange lejere når at bruge for meget af deres indkomst, som typisk udbetales den første hverdag i måneden, så der ikke er penge til huslejen.
- Jeg håber, at afskaffelsen af løbedage kan medvirke til, at færre lejere får besøg af fogeden og bliver sat ud af deres hjem. For vi kan ikke være tjent med, at flere og flere lejere sættes ud af deres bolig, siger Carsten Hansen.
Ministeren mener, at VK-regeringen bærer hovedansvaret for, at kurven over udsættelser er vokset så stejlt. Den ny regering har allerede taget adskillige initiativer for at vende udviklingen, fremhæver Carsten Hansen.
- Ud over at afskaffe løbedagene i lejeloven har regeringen afskaffet starthjælpen og de andre fattigdomsydelser, som givetvis har gjort det sværere for mange at betale husleje, siger han.
Samtidig er rådgivningen af lejere, der er truet af udsættelse fra deres bolig, blevet forstærket, tilføjer ministeren. Som led i satspuljeaftalen er der afsat 40 millioner kroner over fire år til økonomisk rådgivning af lejere, der risikerer at blive sat ud af deres bolig.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned