Ny økonomiaftale fjerner lidt af presset fra borgmestres skuldre

Torsdag aften blev der indgået en økonomiaftale mellem regeringen og kommunerne. På billedet er det KL-formand Martin Damm (V) og finansminister Nicolai Wammen (S). Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Med den nye økonomiaftale undgår kommunerne næppe besparelser, mener professor. Det er borgmestre enige i, men besparelserne bliver mindre end ventet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Svaret lyder nogenlunde sådan: "Det er en stram aftale, men den er tålelig".

Borgmestre i en række af landets kommuner er fortsat bekymrede, men ikke helt så bekymrede, som de været.

Den nye aftale om næste års økonomi, som er indgået mellem regeringen og Kommunernes Landsforening (KL), har taget toppen af presset.

- Vi har kunnet se, at det nok blev en stram aftale. Det er det også, men ikke helt så stram, som den vi havde set komme, siger Hans Østergaard (V), der er borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Også borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune Hans Stavnsager (S) er nogenlunde optimistisk.

Hans kommune slipper for at skære så dybt på ældreområdet og folkeskolen, som sparekataloget ellers havde lagt op til.

- Aftalen løser ikke alt, men den er betydeligt bedre, end jeg havde forventet. Jeg vil gå så langt som til at sige, at jeg er positivt overrasket over, at det har kunnet lade sig gøre at få aftalen forhandlet igennem.

- Aftalen løser ikke alt, men den er betydeligt bedre, end jeg havde forventet, siger borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune Hans Stavnsager (S). (Arkivfoto). Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Endnu kan han ikke sige, hvilke besparelser der kan undgås. Det vil de næste uger vise.

I Nyborg er borgmester Kenneth Muhs (V) enig i, at aftalen er bedre end frygtet. Men kommunen skal fortsat spare 50 millioner kroner i 2024 ud af en samlet økonomi på 2,5 milliarder kroner.

- For eksempel vokser udgifterne til private bosteder, ligesom udgifterne til plejebørn, der skal have et specialtilbud i en anden kommune, render i vejret. De udgifter dækker den nye aftale på ingen måde.

Konkret bliver den samlede kommunale serviceramme hævet med 2,4 milliarder kroner, som skal dække udgifterne til flere børn og ældre.

Kommunerne får derudover 1,5 milliarder kroner til flere botilbud fra 2024-2026, men samtidig skal de spare 700 millioner kroner på administration, hvilket har været et erklæret mål for regeringen i årevis.

Hans Østergaard fra Ringkøbing-Skjern er træt af den store besparelse på administrationsudgifterne.

- Jeg synes ikke, det er fair og rimeligt, siger han og påpeger, at der allerede er lettet en del på administrationen i den vestjyske kommune.

Greve-borgmester Pernille Beckmann (V) er af samme holdning. Hun har ikke armene over hovedet i begejstring, fortæller hun:

- Men overordnet – når jeg kigger på den og læser den overfladisk – er jeg ikke i tvivl om, at det nemt kunne have været værre.

Der bliver ikke plads til meget mere velfærd, understreger hun.

- Men med forbehold for, at vi lige skal regne os ned i det, synes jeg godt, vi kan godkende det.

Kurt Houlberg, professor ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter Vive, mener da også, resultatet er det bedst opnåelige i den aktuelle situation for kommunerne.

- Resultatet kunne bestemt være bedre for kommunerne, men det er nok det bedst opnåelige. På papiret er der godt nok mere tilbage i husholdningspungen end sidste år, men reelt ikke i praksis.

- Så det bliver ikke mindre stramt næste år i kommunerne. Allerede i år så vi jo mange kommuner genåbne budgetterne og skære ned, og det kommer vi til at se gentage sig, siger Kurt Houlberg.

Aftalen mellem regeringen og de 98 kommuner faldt på plads torsdag aften.

/ritzau/

Fagforeninger bekymrer sig for velfærden

* Samlet tilføres kommunerne 2,4 milliarder kroner i 2024. Pengene skal blandt andet gå til børn og ældre.

* Aftalen giver kommunerne lov til bygge og renovere for 19,3 milliarder kroner i 2024.

* Kommunerne får desuden med en treårig lånepulje bedre muligheder for at kunne prioritere udsatte borgere, herunder voksne handicappede og psykisk syge.

* Det er også besluttet, at kommunerne skal spare 700 millioner kroner på administration.

* En række fagforbund er dog bekymrede for, at aftalen vil udløse forringelser og besparelser. Det gælder blandt andet FOA, Dansk Socialrådgiverforening, Bupl, der er pædagogernes fagforening, samt HK Kommunal.

* De henviser til, at der skal spares mange penge på administration, og at de 2,4 milliarder ikke er nok til at dække en opprioritering af velfærden.

Kilder: Finansministeriet, pressemeddelelser fra fagforeninger.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu