Ny praksis kan føre til færre coronavaccinationer af ældre og udsatte

Fra 1. oktober kan personer over 65 år, gravide og særligt sårbare blive vaccineret mod coronavirus. Vaccinationerne skal forhindre alvorlige sygdomsforløb, fortæller konstitueret enhedschef i Beredskab og smitsomme sydomme i Sundhedstyrelsen Kirstine Moll Harboe. (Arkivfoto). Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Vaccine af ældre og sårbare skal sikre lav coronasmitte, men tilslutningen blandt de ældre borgere udfordres af en ny praksis og færre vaccinationssteder.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mens grønt falmer til brunt, står danskerne over for snuesæsonen.

Personer over 65 år, gravide og andre særligt sårbare kan derfor gratis blive vaccineret mod covid-19 fra 1. oktober og frem til 15. januar 2024.

Men ifølge Ældre Sagen kan tilslutningen blandt de ældre i år blive udfordret af, at der er en anden vaccinationspraksis end sidste år.

Eksempelvis kunne de ældre sidste år blive vaccineret ved egen læge. I år skal det foregå på apoteker eller udvalgte vaccinationscentre.

- Vi forventer, at der er høj tilslutning. Men det kræver, at tilbuddet og informationen om, hvor man kan blive vaccineret, er let tilgængelig, siger chefkonsulent Rikke Hamfeldt.

Vaccinationerne skal forhindre alvorlige sygdomsforløb hos særligt sårbare personer.

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, bekymrer sig fortsat om smittespredningen af coronavirus og opfordrer medlemslandene til mere overvågning.

Selv om Sundhedsstyrelsen forventer, at smitten med covid-19 vil stige de kommende måneder, er der ingen grund til bekymring.

Det er vurderingen hos Kirstine Moll Harboe, der er konstitueret enhedschef i afdelingen Beredskab og smitsomme sygdomme i Sundhedsstyrelsen.

- Det er et efterår, som vi kender fra før pandemien. Men nu har vi en ny luftvejssygdom, covid-19, som vi skal forholde os til.

- Den skal vi forsøge at holde stangen og beskytte de mest sårbare med vaccination, siger hun.

I Danmark er vaccinetilslutningen relativt høj. Sidste vaccinesæson blev mere end 90 procent af borgerne over 85 år vaccineret mod coronavirus.

At lige så mange lader sig vaccinere i år, håber og forventer styrelsen.

- Erfaringen fra sidste år er, at med vacciner og de smitteforebyggende råd kan den danske befolkning trygt komme gennem vinteren - netop ved at beskytte de mest sårbare, siger Kirstine Moll Harboe.

Hos Ældre Sagen vurderer Rikke Hamfeldt, at der skal fokus på information, nu hvor vaccinationspraksissen er ændret.

- Det kræver en massiv informationsindsats, i forhold til hvordan vi sikrer, at særligt de mest sårbare også får mulighed for at blive vaccineret.

- Der er skåret drastisk ned på vaccinationssteder, hvilket nogle borgere vil være udfordret af i forhold til tilgængelighed, siger hun.

Ifølge tal fra Statens Serum Institut var der i ugen op til 12. september, hvor data sidst blev opdateret, registreret 429 nye tilfælde af covid-19.

Blandt den danske befolkning er der blevet etableret en forståelse for, at covid-19 vil være en ny sæsonsygdom, der vil florere. Det mener professor og adfærdsforsker på Aarhus Universitet Michael Bang Petersen:

- Selv hvis der var stor smittespredning, ville det formentlig ikke bekymre befolkningen. Men man vil være opmærksom på ikke at bringe smitte videre.

Han peger på, at befolkningens adfærd, når det gælder covid-19, er præget af samfundssind.

Derfor afhænger bekymringsgraden af kommunikationen fra myndighederne.

- De motivationer, som folk har haft for at overholde de forskellige anbefalinger, har i høj grad handlet om, at man har gjort det for samfundets skyld.

- Jeg tror, at rutinerne relativt hurtigt vil kunne vækkes til live igen, om det blev nødvendigt, siger han.

Sundhedsstyrelsen opfordrer til, at den danske befolkning fortsat følger de smitteforebyggende råd. Ældre og særligt sårbare bør også takke ja til at blive vaccineret.

- Det vigtigste er at blive hjemme, hvis man er syg. Og så er der de andre smitteforebyggende råd, der holder alle de forskellige luftvejsinfektioner fra døren.

- Det er det vigtigste, vi kan gøre for at passe på hinanden, siger Kirstine Moll Harboe.

/ritzau/

Sundhedsstyrelsens smitteforebyggende råd

* Bliv hjemme, hvis du er syg eller har symptomer på sygdom.

* Vask hænder eller brug håndsprit.

* Gør rent - særligt overflader, der ofte bliver rørt ved af mange mennesker.

* Luft ud og skab gennemtræk.

* Host og nys i ærmet.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu