Nybagte forældre får ikke ordentlig hjælp

Nybagte forældre bliver ladt i stikken og må ofte vente for længe på at få besøg af sundhedsplejersken, når de sendes hjem fra sygehuset efter fødslen.

Kommunerne og regionerne er ganske enkelt ikke gode nok til at samarbejde om svangreomsorgen - altså omsorgen for de nybagte forældre og deres nyfødte børn.

Sådan lyder konklusionen i en ny redegørelse fra Sundhedsstyrelsen. Den viser, at mange nybagte forældre bliver "tabt" mellem regioner og kommuner.

Regionerne er blevet gode til at sende nybagte mødre hurtigt hjem fra sygehuset, men samarbejdet med kommunerne er ikke fulgt med. Det halter med at få fulgt op med hjemmebesøg.

- Det er ikke godt nok, konstaterer indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V).

Ministeren er tilfreds med, at regionerne afkorter indlæggelsestiden i forbindelse med fødsler, hvis det vel at mærke er fagligt forsvarligt og velbegrundet.

- Men det kræver selvfølgelig, at regionerne rutinemæssigt tilbyder hjemmebesøg til dem, der har født ambulant, og at kommunerne tilbyder tidlige besøg fra sundhedsplejersken, siger Bertel Haarder.

Han vil derfor bede Sundhedsstyrelsen om at indkalde regionerne og kommunerne til et møde for at sikre, at de kommer til at arbejde bedre sammen.

- Jeg har hørt eksempler på, at nogle sygehuse poster gammeldags papirbreve til kommunerne med besked om, at en kvinde nu er udskrevet, og at hun skal have besøg fra kommunens sundhedsplejerske. Det forsinker processen.

- Sygehusene skal selvfølgelig vænne sig til at sende en mail eller ringe til kommunen i stedet for. Ellers går der for lang tid, inden kvinden får støtte og hjælp til for eksempel amningen, siger Bertel Haarder.

Redegørelsen er blevet lavet efter kritik af, at regionerne ikke lever op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger for svangreomsorgen.

/ritzau/

Regionerne og kommunerne samarbejder ikke godt nok om at følge op på fødsler, konstaterer Sundhedsstyrelsen.

Offentliggjort Sidst opdateret