Alt tyder på, at LO's tidligere næstformand Tine Aurvig-Huggenberger, der for nylig fik vandt en pensionssag om knap seks millioner kroner mod sin tidligere arbejdsgiver i Københavns Byret, må en tur i landsretten for at slås for pensionspengene.
Det skriver Politiken med baggrund i udtalelser fra FOA's formand, Dennis Kristensen. Efter byretsdommen mente han, at der skulle tungtvejende argumenter til for at anke sagen.
De argumenter har han fået i en juridisk redegørelse fra advokatfirmaet Bech-Bruun, der kalder byrettens dom "forkert" og finder det "overvejende sandsynligt", at LO vil kunne vinde en ankesag i Østre Landsret.
Advokatfirmaets redegørelse præsenteres tirsdag formiddag på et møde i LO's daglige ledelse. Da Dennis Kristensen er forhindret i at deltage i mødet, har han brugt påsken til at læse argumenterne og har afleveret sin indstilling, som er, at LO skal anke sagen.
Striden står om, hvorvidt Tine Aurvig-Huggenberger forlod LO frivilligt efter at have tabt valget om formandsposten til Harald Børsting i 2007. Efter nederlaget undlod hun at stille op til næstformandsposten, som hun havde bestridt i 11 år.
Den tidligere næstformands advokat pegede i Københavns Byret på, at andre valgte topfolk, der havde forladt LO inden pensionsalderen, havde beholdt deres pensionsordninger.
LO's advokater hæfter sig ved, at de topfolk blev tvunget bort, fordi LO's organisation blev lavet om, mens Tine Aurvig-Huggenberger, da hun havde tabt formandsvalget, undlod at gå efter næstformandsposten.
LO's officielle holdning til at anke pensionssagen til landsretten ventes offentliggjort efter tirsdagens møde.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned