Nyt dansk system vil begrænse vandspild markant
Lækager i ledningsnettet koster vandselskaber og borgere dyrt i vandspild og unødvendigt energiforbrug. Et nyt system skal styre trykket i vandrørene bedre og gøre det hurtigere og billigere at opspore huller i rørene.
Astrid Dalum/POLFOTO/Arkiv Foto: Polfoto/Astrid Dalum
Polfoto/Astrid Dalum
Det er dyrt for vandværker at stoppe lækager i vandrørene. Nyt system kan spare store mængder vand og energi.
Vandspild fra huller i ledningsnettet er dyrt for mange vandværker. Nu skal et nyt system bekæmpe vandspild og gøre vandet billigere for forbrugerne.
Om et par år vil forskere fra Aalborg Universitet sammen med pumpegiganten Grundfos og vandselskaberne i Ballerup og Randers være klar med en løsning, der begrænser problemet.
Systemet hedder Sample. Det skal sikre et konstant tryk i vandrørene. Derved bliver energiforbrug og slitage mindre. Desuden gør Sample det meget lettere at lokalisere utætheder i ledningsnettet.
Innovationsfonden har skudt 2,2 millioner i projektet. Det ventes at give vandselskaberne besparelser i energiforbruget på ti procent. Omkostningerne ved lækager halveres.
- Planen er, at vi efter to år har udviklet en prototype, som vi tester i Randers og Ballerup, forklarer lederen af projektet, professor Rafael Wisniewski fra Aalborg Universitet.
Trykkontrol er meget vigtig, tilføjer han.
- Hvis der er for lavt tryk, bliver forbrugerne utilfredse. Hvis trykket er for højt, giver det lækager. Hvis vi kan spare vandselskaberne for penge, kan de også levere billigere vand til forbrugerne, siger professoren.
Danske vandværker er allerede næsten verdensmestre i at begrænse vandspild. Alligevel forsvinder fem-ti procent af det drikkevand, som vandforsyninger sender ud i rørledningerne.
Chefingeniør Carsten Skovmose Kallesøe fra Grundfos er med til at udforme algoritmer og software, så løsningen nemt kan tages i brug. Uden at vandselskaberne skal købe sig fattige i konsulenter og programmørtimer.
- Det nye er, at man bliver i stand til at styre trykket og identificere lækager i nettet til bestemte områder. I dag skal man have en kompleks model, som kræver konsulentarbejde i én eller to måneder med at samle data ind, siger han.
Grundfos ser projektet som en god eksportmulighed.
- Denne løsning er nok mest interessant for industrilande og mellemindkomstlande. Indien er et sted, jeg godt kunne se det anvendt, siger chefingeniøren.
I Storbritannien er vandspildet omkring 20 procent, i Frankrig 25 og i Italien 30 procent. Verdensbanken anslår, at vandspildet i ulande løber helt op i 40-50 procent.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned