Oplevelser i velfærdsjob afskrækker unge fra at læse videre
45 procent af dem, der inden start på en videregående uddannelse sidste år havde haft et job som pædagogmedhjælper, siger i ny undersøgelse, at oplevelser i jobbet afskrækkede dem fra at læse på pædagoguddannelsen. (Arkivfoto). Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Knap halvdelen af unge, der har arbejdet på skoler og i ældrepleje, er blevet afskrækket fra faget.
Sidste år blev omkring 60.000 personer optaget på en videregående uddannelse i Danmark, og af dem havde hele 42 procent - 24.000 - haft et job i ældreplejen, som lærervikar eller som pædagogmedhjælper, inden de begyndte at studere.
Men knap halvdelen svarer i en ny undersøgelse, at deres erfaringer i det, der ofte omtales som velfærdsjob, afskrækkede dem fra at uddanne sig inden for områderne.
45 procent af dem, der arbejdede som pædagogmedhjælper, svarer i undersøgelsen, der er fra Danmarks Evalueringsinstitut (Eva), at jobbet afskrækkede dem fra videre uddannelse til pædagog.
Det samme gælder for 47 procent af dem, der har haft job som lærervikar og hele 49 procent af dem, der arbejdede i ældreplejen.
Det er overraskende tal, siger Bella Marckmann, chefkonsulent hos Eva og projektleder på undersøgelsen.
- Vi er kommet frem til, at de fleste af de unge trives godt i jobbet, og det er jo den gode nyhed. Men den dårlige nyhed er, at når vi spørger dem, om de er interesserede i at læse videre inden for det område, de har prøvet, er det knap halvdelen, der siger, at de er blevet afskrækket fra det.
- Det er jo ikke godt, når vi kommer til at mangle lærere, sosu'er og pædagoger i fremtiden, siger hun.
Gordon Ørskov Madsen, der er formand for Danmarks Lærerforening, vil have tallet ned.
Grundlæggende oplever mange lærervikarer et enormt stort ansvar i en ung alder, mener Gordon Ørskov Madsen. Vedkommende er måske 19, 20 eller 21 år gammel og skal pludselig styre en klasse på 25 børn.
- Det er en arbejdsvirkelighed, der er meget, meget kompliceret med en inklusionsopgave i skolen og med elever med særlige behov, der fylder meget.
Elisa Rimpler, der er formand for Bupl, pædagogernes fagforening, kalder tallet for pædagogmedhjælperne "rigtig ærgerligt".
Hun mener blandt andet, at vilkårene i en presset hverdag i institutionerne og lønnen spiller ind.
- De oplever nok at komme til kort indimellem, fordi de ikke har en uddannelse. Samtidig ved de også, at lønnen som pædagog ikke er væsentligt højere end som pædagogmedhjælper, siger hun.
Der er dog også en del, der rent faktisk bliver interesseret i at uddanne sig inden for de nævnte brancher.
31 procent af pædagogmedhjælperne blev interesseret i pædagoguddannelsen, mens det gjaldt 30 procent af lærervikarerne og 23 procent af dem, der har været ansat i ældreplejen.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie