Organisationer kalder valg af oliesheik som COP 28-formand rystende
John Nordbo, der er klimarådgiver i ngo'en Care Danmark, kalder formandsvalget af Ahmed al-Jaber for fuldstændig absurd. Han lægger blandt andet vægt på, at Ahmed al-Jaber for ganske nylig har udtalt, at der skal investeres mere i olie. Foto: -/Ritzau Scanpix
Sultan Ahmed al-Jaber skal være formand ved klimatopmøde. Rystende og absurd mener flere klimaorganisationer.
Det er fuldstændig absurd at sætte en mand, som leder et selskab, der lever af at spolere klimaet, til at lede en international proces, som skal håndtere klimaproblemerne.
Det siger John Nordbo, der er klimarådgiver i ngo'en Care Danmark.
- Det er næsten uden for fantasiens rammer, at man kan finde på at gøre den slags.
De Forende Arabiske Emirater udpegede torsdag sultan Ahmed al-Jaber som formand for FN's næste klimatopmøde, COP 28. Det skal afholdes senere i år i det arabiske golfland.
Ahmed al-Jaber er leder af det nationale olieselskab ADNOC.
Troels Dam Christensen er sekretariatsleder i 92-gruppen, som samler danske miljø- og udviklingsorganisationer. Også han er rystet over valget af formand.
Han fremhæver blandt andet, at der ikke blev opnået tilfredsstillende resultater på området omkring fossile brændstoffer ved COP 27 i Egypten i slutningen af 2022.
- Når den næste COP så placeres i et olieland - samtidig med at man vælger en formand, der har stærke forbindelser til olieindustrien - må man frygte, at det vil ødelægge mulighederne for de nødvendige fremskridt.
- Vi kan simpelthen ikke have endnu en COP, hvor vi ikke opnår større fremskridt. Så er der ikke en kinamands chance for, at vi holder halvanden grads-målsætningen, siger Troels Dam Christensen.
John Nordbo er ligeledes langt fra optimistisk. Også han lægger vægt på, at Ahmed al-Jaber for ganske nylig har udtalt, at der skal investeres mere i olie, hvilket hans selskab også gør.
- Det er jo ikke sådan, at vi lige pludselig har en oliesheik, der er blevet omvendt til det grønne, som kommer til at stå i spidsen for COP 28, siger John Nordbo.
- Det her kræver en modreaktion fra andre lande, hvor vi markerer, at der må være en grænse for, hvad vi lader den internationale proces blive overtaget af.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned