Oversete sygdomme i muskler og skelet koster samfundet milliarder
Muskel-skelet-lidelser er i dag en meget stor belastning for sundhedsvæsnet, ligesom det er årsag til mange sygedage og førtidspensioner. Men de kan ofte forebygges og behandles, hvis man sætter tidligt ind - for eksempel med træning. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
En stor kortlægning af en række store sygdomme i Danmark slår fast, at en overset gruppe af muskel-skelet-lidelser rummer stort potentiale for forebyggelse.
Ritzau RitzauRikke Lund Kristensen/ritzau/
Offentliggjort
Smerter i ryggen er den sygdom i Danmark, som flest lider af, og en af de største årsager til alt fra langvarigt sygefravær, førtidspensionering samt både indlæggelser på hospitalet og besøg hos lægen.
Det viser en ny stor rapport fra Sundhedsstyrelsen, hvor en række forskere har kortlagt, hvordan 15 store sygdomme påvirker både den enkelte, sundhedsvæsnet og samfundsøkonomien.
- Alene ved lænderygsmerter kan der ses 4200 ekstra nytilkendte førtidspensioner årligt og et produktionstab på mere end 21 milliarder kroner, lyder det i rapporten.
Samlet tegner der sig et billede af, at såkaldte muskel-skelet-lidelser som lænderyg- og nakkesmerter samt slidgigt ikke bare har store konsekvenser for den enkelte, men også for samfundsøkonomien.
Omfanget af konsekvenserne kommer bag på direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm.
Annonce
- De her sygdomme bonner ud i vores opgørelse med et samlet produktionstab på 40 milliarder kroner. Det er ganske betydeligt, siger Søren Brostrøm.
Produktionstab er de samlede omkostninger ved eksempelvis sygedage og førtidspensioner.
- Jeg vidste godt, at der var mange i Danmark, der har ondt i ryg og nakke, og mange, der har slidgigt. Men at de betyder så meget i forhold til tabt arbejdsfortjeneste, produktionstab og førtidspension, som de gør i den her opgørelse, det overraskede mig virkelig. siger direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Ifølge Søren Brostrøm peger rapportens konklusioner på, at der kan være store gevinster ved at sætte ind med forebyggelse og tidligere behandling.
Smerter i nakke og lænd kan ofte kædes sammen med tunge løft i arbejdslivet eller stillesiddende kontorarbejde. Her hjælper forebyggelse på arbejdspladserne.
Slidgigt i knæ og hofter kan forebygges med fysisk træning.
Tidlig indsats for alle tre lidelser kan betyde, at færre ender som patienter i sundhedsvæsnet.
- Vi kan bruge de her rapporter til at se, hvor vi kan gøre det bedre end i dag. Og her er et stort potentiale, siger Søren Brostrøm.
Psykiske sygdomme vejer også meget tungt i opgørelserne - med depression som den helt store, triste topscorer.
Det er den enkeltstående lidelse, der ifølge opgørelsen koster flest ekstra penge i sundhedsvæsnet med 9,7 milliarder kroner.
I øvrigt fulgt af lænderygsmerter, som koster 7,1 milliarder kroner i ekstra omkostninger om året.
Annonce
Til sammenligning koster sundhedsvæsnet i runde tal 200 milliarder kroner om året.
- De psykiske lidelser fylder også rigtig meget, men der har vi fået en 10-års-plan og en indsats, siger Brostrøm.
Han henviser til en 10-års plan for psykiatri og mental sundhed, som et bredt politisk flertal i efteråret blev enige om at afsætte en halv milliard om året til.
- Der er også lavet rigtig meget på kræftområdet og på hjerteområdet. Men det har vi aldrig gjort i samme omfang, når vi snakker muskel-skelet-lidelser.
- Der har aldrig været en stor national handleplan, hvor vi ser på den samlede indsats - forebyggelse, tidlig behandling og arbejdsmiljø, siger Søren Brostrøm.
Hos en af de patientforeninger, der især har fokus på muskel-skelet-lidelser, mener man også, at lidelserne er oversete.
- Der mangler systematisk hjælp til de her mennesker, siger direktør i Gigtforeningen Mette Bryde Lind.
Hun mener, at de prioriterede indsatser i sundhedsvæsnet i mange år især har handlet om "liv og død".
- Men det her handler om tabte gode leveår. Det er mennesker, der relativt tidligt får mange problemer med at leve deres liv og passe deres arbejde på grund af smerter.
- For mange sker der det, at de også trækker sig fra sociale aktiviteter. En stor del af dem ender med at få middelsvær til svær depression oveni, siger Mette Bryde Lind.
Annonce
Hun peger på, at der eksempelvis er brug for gratis træning og fysioterapi og tilbud om diætist, hvis man er overvægtig.
Sundhedsstyrelsens rapport bygger på tal fra 2017-2018 i flere registre og forskningsdatabaser.
/ritzau/
Rygning giver 15.920 ekstra dødsfald om året
* Sundhedsstyrelsen har i en ny rapport set på de største risikofaktorer for liv og helbred i Danmark.
* Rygning er skyld i 15.920 ekstra dødsfald om året, når man sammenligner en stor gruppe rygere og eksrygere med en tilsvarende gruppe, der aldrig har røget. Til sammenligning er nummer to risikofaktor - fysisk inaktivitet - skyld i 4654 dødsfald.
Sundhedsstyrelsen rangerer de ni største risikofaktorer således:
* Rygning.
* Stillesiddende fritidsaktivitet.
* Alkohol.
* Lav score på den mentale helbredsskala.
* Usundt kostmønster.
* Luftforurening.
* Svær overvægt.
* Søvnbesvær.
* Ofte uønsket alene.
Kilde: "Sygdomsbyrden i Danmark - sygdomme og risikofaktorer", Sundhedsstyrelsen.
/ritzau/
Det lider danskerne af
Sundhedsstyrelsens liste over de 15 sygdomme, som flest lider af i Danmark.
* Lænderygsmerter.
* Slidgigt.
* Nakkesmerter.
* Depression.
* Type 2-diabetes.
* Iskæmisk hjertesygdom.
* Angst.
* KOL.
* Alkoholrelateret sygelighed.
* Apopleksi.
* Brystkræft.
* Demens.
* Skizofreni.
* Tyk- og endetarmskræft.
* Lungekræft.
Oversigten bygger på eksisterende sygdomstilfælde af udvalgte sygdomme blandt mænd og kvinder i Danmark. Årligt gennemsnit for perioden 2017-2018.
Kilde: Rapporten "Sygdomsbyrden i Danmark - sygdomme".
Seneste artikler
Inviterer til stor åbning af historisk bygning
Mobning i byrådet: - Jeg kan godt genkende tonen
Fascinerende syn: Skypumpe over Lolland
Borgmesteren i Hesnæs: - Det har været meget dødt
Fra smadret havn til sort af mennesker
Mest læste artikler
Tordenvejr truer
Brand lukker kendt grillbar indtil videre
Vanvidstur på ATV endte brat: Kørte direkte ind i politibil
Beboere måtte genhuses efter fare for nedstyrtning
Truet med bat og skudt i benet