Pandora har netop præsenteret et regnskab, der viser tilbagegang for det tidligere så succesfulde smykkeselskab.
Selskabet slog især igennem hos forbrugerne med sine armbånd og de dertilhørende såkaldte charms-vedhæng, der blev solgt til en pris, alle kunne være med på.
Siden udvidede man sortimentet med dyrere produkter som ure og halskæder og hævede priserne.
- Vi forsøgte at hæve priserne for at følge med de stigende guld- og sølvpriser. Men vi har hævet priserne for meget og har mistet vores position som luksus, kunderne havde råd til, siger Pandoras midlertidige topchef, Marcello Bottoli, til Ritzau Finans.
Det nye regnskab viser, at Pandoras omsætning er faldet til 1569 millioner kroner i tredje kvartal i år mod 1788 millioner kroner i samme periode sidste år.
De færre penge på kistebunden har fået Pandoras ledelse til at komme op med en plan for, hvordan de får den negative udvikling vendt.
Ingredienser som lavere priser, færre typer af produkter, flere mindre lanceringer og produkter, der er mere målrettet lokale markeder, vil udgøre den opskrift, der igen skal gøre Pandora til et vækstmirakel.
I 2009 var det 46 procent af Pandoras produkter, der kostede mindre end 50 britiske pund, mens det i 2011 kun er 31 procent, der ligger i den kategori, som charms-armbåndene hører til.
Det skal der ifølge Marcello Bottoli laves om på. Han fastslår, at Pandora i højere grad vil fokusere på sine traditionelt succesfulde armbånd med vedhæng, og priserne i år og næste år vil forblive uændrede og i nogle tilfælde falde.
På trods af, at Pandora præsenterede et dårligere regnskab end sidste år, så overgik bundlinjen alligevel analytikernes forventninger. Smykkeselskabet lukkede således med en stigning på 10,1 procent - dagens største stigning i C20-indekset.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie