Arne Bue Jensen, bedre kendt som Papa Bue, er død i en alder af 81 år. Han døde i sit hjem efter længere tids svækkelse, skriver Politiken.
Papa Bue var ikke alene en stor - måske den største - kunstner i den danske jazzverden nogensinde. Også internationalt var Papa Bue respekteret som en af de helt store inden for sin genre, New Orleans Jazz.
I 1956 dannede han New Orleans Jazz Band, og to år senere Papa Bue's Viking Jazzband, som opnåede international status som en af de mest betydelige i sin genre.
Bandet har spillet med adskillige amerikanske solister, deriblandt George Lewis, Earl Hines, Stuff Smith, Ben Webster og Wild Bill Davison, sidstnævnte som fast medlem 1975-77.
Orkestret har optrådt over det meste af Europa, i Australien og Fjernøsten.
I 1969 deltog det som eneste ikkeamerikanske orkester i jazzfestivalen i New Orleans, hvor Papa Bue blev hædret med byens 'gyldne nøgler', og 1972 i Newport Jazz Festival i New York med betragtelig kritikeropmærksomhed.
Papa Bues betydning for jazzmusiker i Danmark er uvurderlig, mener tidligere jazzmusiker og jazzekspert Erik Moseholm.
- Han skabte en interesse for jazz i Danmark, som er helt enestående, siger han.
- Der findes en masse sjusk indenfor jazzmusikken, men Papa Bue lavede nogle indspilninger, der var så fremragende, at han blev internationalt kendt og anerkendt som en stor jazzkunstner, siger Erik Moseholm.
- Der er måske andre basunister, der har mere teknik end Arne, men han kunne formidle musikken rigtig godt, og han kunne få de andre musikere til at gøre det samme, siger Erik Moseholm.
Viking Jazz Band, var især i 1960'erne med til at gøre Danmark til det førende europæiske land sammen med Storbritannien inden for den traditionelle jazz. Papa Bue og hans mænd fejrede ikke mindst triumfer i Tyskland.
Her var Vikingerne, har nogen sagt, en overgang mere populære end The Beatles. Og det er ikke ment for sjov.
Orkestrets single med "Schlafe Mein Prinzchen" fra 1960 solgte en million eksemplarer. Og i 1962 fik vikingerne overrakt hver en guldplade.
I 2006 kunne Papa Bue og hans Viking Jazz Band fejre 50 års jubilæum.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie