Det omdiskuterede system bag danskernes medicintilskud skal ændres fundamentalt.
Indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V) er parat til fra begyndelsen af næste år at gennemføre ændringen, så tilskuddet følger patienten og ikke som nu præparatet.
Det får umiddelbart betydning for 300.000 hjertekar- og mavesårspatienter. Men yderligere 1,2 millioner patienter ventes om kort tid at kunne mærke ændringerne.
- Fremover skal patienterne selv kunne vælge, hvilken medicin de vil have tilskud til, siger Bertel Haarder til Fokusmagasinet om forebyggelse og behandling.
Ministerens reaktion kommer efter kraftig kritik af revurderingen af medicintilskud, som Lægemiddelstyrelsen er i gang med efter krav fra Folketinget. Oprydningen i danskernes medicinskabe skulle sikre brug af de billigste medicinprodukter, når det er muligt.
Det har aktuelt påvirket tilskuddene til 300.000 hjertekar- og mavesårspatienter, der har måttet skifte til en billigere medicin. I november mistede 50 dyre blodtryksmidler og 21 mavesårspræparater det offentlige medicintilskud.
Hvis patienterne ikke selv ville betale hele regningen, skulle de tage billigere lægemiddel. Det skulle spare omkring 450 millioner kroner årligt.
Ud over medicinalindustri og læger har flere patientforeninger kritiseret, at nogle patienter kan falde fra behandlingen, når de pludselig skal sluge andre piller.
Nu reagerer ministeren på kritikken.
- Med den kommende ændring vil tilskuddene følge patienterne og ikke medicinen, siger Haarder til magasinet og fortsætter:
- Efter revurderingen af et medicintilskud fastlægges tilskuddet fremover som hidtil. Men derefter ændres proceduren, så patienten tildeles tilskuddet, også selv om hun vælger at beholde den dyrere medicin.
Nøjagtigt hvordan tilskuddets størrelse skal udregnes, vil blive afklaret i nærmeste fremtid. Men patienter, der ønsker det, kan dermed blive på den gamle medicin og tage tilskuddet med sig, hvilket ikke er muligt i dag.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned