Det beroliger ikke Pendlerklubben Kystbanen, at Trafikstyrelsen onsdag frikendte dørlukningsproceduren i kystbanetogene for ansvar i forbindelse med en stribe ulykker.
Togene er stadig for usikre, mener foreningens formand.
- Vi kan risikere med den afgangsprocedure, der er nu, at der er nogen, der kommer til at hænge fast i dørene. Og den risiko skal man minimere, siger Michael Randropp.
Sikkerheden på strækningen adskiller sig ved, at personalet ikke kontrollerer, om der sidder personer eller genstande fast i dørene, inden toget starter.
Trafikstyrelsen fastslår imidlertid, at det ikke er denne procedure, der var skyld i to uheld i slutningen af maj.
Og selvom Michael Randropp er enig med Trafikstyrelsen og Transportministeren i, at passagererne skal overholde retningslinjerne, så savner han stadigvæk sikkerhed.
- Selvfølgelig skal folk ikke hoppe på toget, hvis de hører afgangssignalet, siger pendlerformanden.
Han påpeger, at det i flere tilfælde kan være umuligt at høre afgangsfløjten på grund af støj på perronen.
Der er også eksempler på aflåste døre i togene, som tvinger passagererne til at haste mod en anden udgang, uden mulighed for at høre startsignalet.
- Hvis man har en barnevogn og et par kufferter med, fordi man eksempelvis skal i lufthavnen, og toget fløjter til afgang, mens man har vognen i toget og kufferterne på perronen. Hvad skal man så gøre, spørger formanden.
Han foreslår, at man på længere sigt indfører videoovervågning af alle udgange, så lokomotivføreren kan se, om der sidder nogen eller noget fast i dørene.
Indtil en sådan løsning er på plads, vil han have personalet til at genoptage den gamle procedure og overvåge udgangene.
- I og med, at medarbejderne har udtalt, at de også er utrygge ved den her procedure, så må der være noget fornuftigt i, at man gør de her tiltag, siger Michael Randropp.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned