Politisk forlig giver egnsteatre et løft

Flere danske egnsteatre har kæmpet med en anstrengt økonomi, men deres situation forbedres med det forlig for hele teaterområdet, som et politisk flertal er nået til enighed om.

Det siger Mogens Holm, teaterchef i Taastrup og formand for FAST (Foreningen af Små Teatre), hvor de fleste af landets 32 egnsteatre er organiseret.

- Vi har grund til at være rigtigt godt tilfredse med dette udspil, tilføjer Mogens Holm.

Forliget fjerner grænsen for, hvor stort et kommunalt driftstilskud, staten kan refundere, med en million kroner.

- Det er et vigtigt signal i en tid, hvor kommunerne kæmper med en anstrengt økonomi. Vi har en forventning om, at de vil reagere positivt på dette signal fra staten, vurderer teaterformanden.

Den nuværende grænse for, hvor meget staten må refundere af en kommunes udgifter til sit egnsteater, ligger på godt otte millioner kroner.

Desuden kan der dispenseres for loftet i tilfælde, hvor to teatre fusionerer, eller hvor flere kommuner arbejder sammen om at styrke et teater.

Ifølge de små teatres formand er en håndfuld teatre lige nu tæt ved at ramme refusionsloftet.

I mange år arbejdede egnsteatrene og deres forening på at få genindført en fast refusionsprocent på 50, som var gældende i flere år.

- I den bedste af alle verdener ville der ikke være nogen øvre grænse for statens refusion, og i branchen vil vi fortsat arbejde for at få den faste refusionsprocent tilbage, siger Mogens Holm og understreger:

- Men lige nu er det vigtigt, at vi har en aftale, som sikrer ro på området, understreger Mogens Holm.

Han roser politikerne, fordi han ser forliget som en klar markering af, at man skal udnytte mangfoldigheden i dansk teater.

- Det er udtryk for en helhedstænkning med et samspil mellem branchens forskellige aktører, som tidligere har været savnet, slutter Mogens Holm.

/ritzau/

Politikerne hæver loftet over, hvor meget staten må refundere af kommunernes tilskud til deres egnsteatre.

Offentliggjort Sidst opdateret